Tricked Esport har åbnet 2026 med LAN-guld ved PLAYR Masters og et markant hop på verdensranglisten. Sejren peger både frem mod et stærkt år for holdet og et nyt rivalopgør i dansk esport.
Det er ikke bare endnu et trofæ, der er landet i skabet hos Tricked Esport.
Med sejren ved den første udgave af PLAYR Masters i Malmø har det dansk-ejede Counter-Strike 2-hold sat et tydeligt kulturelt aftryk på starten af 2026 et aftryk, der rækker ud over selve turneringen og ind i fortællingen om dansk esport lige nu.
Turneringen blev spillet som LAN-event 16.–17. januar med en samlet præmiepulje på 100.000 svenske kroner.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Tricked gik hele vejen og blev dermed de første vindere i PLAYR Masters’ historie.
På papiret er det en klassisk sportslig succes, men med sejren sender de også et signal om kontinuitet, ambitioner og et voksende økosystem omkring dansk esport.
Sådan skriver Legendary Gaming Group i deres pressemeddelelse.
Sejren i Malmø er nemlig Tricked Esports fjerde LAN-trofæ inden for det seneste år.
Samtidig er det den første titel med det line-up, der blev etableret i fjerde kvartal af 2025.
Kæmpe hop på ranglisten
Sportsligt var der heller ikke meget at rafle om. Tricked gik 4-1 i gruppespillet, der blev afviklet som BO1-kampe, og fulgte op med en knusende 3-0-sejr i playoffs.
Syv LAN-sejre på to dage. Et facit, der både peger på stabilitet og mentalt overskud i pressede situationer.
Resultaterne slog også direkte igennem på den internationale rangliste.
På VRS-verdensranglisten sprang Tricked hele 91 pladser frem på blot to dage og landede som nummer 53. I en esport, hvor synlighed, seedning og invitationer ofte følger ranglisteplaceringer, er det et hop, der kan få konkret betydning for resten af sæsonen.
Men PLAYR Masters blev også rammen om begyndelsen på et nyt dansk rivalopgør.
Tricked, der ejes af Nicklas Bendtner og Peter Ankersen, ser ud til at få skarp konkurrence fra STATE, et nyt hold bakket op af energidrik-brandet af samme navn og med prominente medejere fra den absolutte top af dansk elitesport: Simon Kjær, Christian Eriksen, Rasmus Højlund og Caroline Wozniacki.
Ved PLAYR Masters sluttede STATE på en tredjeplads, mens Tricked tog guldet. De to hold mødtes ikke direkte i turneringen, men blot det, at de nu deler scene, og forventeligt brackets, ved kommende LAN-events, er med til at opbygge et narrativ, som rækker ud over serveren.
Rivaliseringer er brændstof i esportens kultur, og her er et nyt dansk kapitel under opsejling.
Nicklas Bendtner kalder selv sejren “den statement-start, vi har arbejdet for”, mens Peter Ankersen fremhæver måden, det hele blev gjort på, som det stærkeste signal.
Sammen tegner udtalelserne et billede af en organisation, der ikke blot jagter resultater, men også momentum og identitet.
Det momentum får publikum allerede mulighed for at opleve næste gang ved Copenhagen Gaming Week 2026, hvor Tricked har kvalificeret sig til den otte-holds LAN-turnering.
Her kan fans møde holdet ansigt til ansigt, og se, om LAN-guldet i Malmø blot var begyndelsen på en endnu større fortælling i dansk esport.
