Kong Frederik har selv indtalt ‘Kongeord’ som lydbog. Bogen er nu frit tilgængelig som lyd- og e-bog på Kongehusets hjemmeside.
I starten af december kom Kongehuset med en tidlig julegave, da de annoncerede, at Kong Frederiks ‘Kongeord’ ville blive gjort frit tilgængelig på Kongehusets hjemmeside i forbindelse med toårsdagen for tronskiftet.
Kongehuset havde fået overdraget retten til at distribuere bogens digitale udgave af Politikens forlag og bogens forfatter, Jens Andersen.
Nu smider Kongen dog endnu en overraskelse oven i hatten, da han selv har været i studiet for at indtale lydbogudgaven af ‘Kongeord’.
Det skriver Kongehuset på sin hjemmeside.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Kongens ord fra egen mund
‘Kongeord’ har tidligere været udgivet som lydbog med oplæsning af Sigurd Holmen le Dous.
Kongehuset kunne sagtens have valgt blot at udgive denne version – eller blot e-bogen – men Kong Frederik ønskede altså selv at indtale denne nye udgave.
Og det giver i virkeligheden rigtig god mening.
Bogen består nemlig af en lang række udtalelser fra Kongen selv, som han forud for tronskiftet i 2024 fortalte til forfatter Jens Andersen.
I bogen fortæller Kongen åbent om sine tanker om alt fra familien og ægteskabet til danmarkshistorien og kristendommen.
Og disse tanker kan du altså nu høre fra Kong Frederiks egen mund.
Lydbogen blev indspillet på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026.
Kæmpe bestseller
Selvom de digitale udgaver af bogen nu ligger frit tilgængelige på Kongehusets hjemmeside, vil du fortsat kunne købe den fysiske udgave af ‘Kongeord’ i boghandlere landet over.
Da bogen oprindeligt udkom få dage efter tronskiftet i 2024, blev første oplag på 25.000 eksemplarer udsolgt allerede på første dag.
Ikke overraskende kunne Politiken senere fortælle, at ‘Kongeord’ blev den bedst sælgende bog i 2024.
Den oprindelige lydbog vil, ligesom den fysiske bog, fortsat være til salg, mens Kongens nye udgave også er tilgængelig på diverse platforme for lydbøger og podcasts.