Varm op til EM i selskab med landsholdslegender

To dage før starten på EM-slutrunden kan du få et unikt indblik i de seneste to årtiers største triumfer for det danske herrelandshold.

På torsdag den 15. januar lyder startskuddet til EM-slutrunden i Danmark, Norge og Sverige.

Dagen efter skal de danske håndboldherrer i aktion mod Nordmakedonien i deres første gruppespilskamp.

Danmark er – som vi har været ved de sidste mange slutrunder – storfavoritter til at vinde mesterskabet.

Den faste favoritstatus er et vidnesbyrd om den gyldne æra, landsholdet har befundet sig i siden den første EM-triumf i 2008.

Og netop denne æra kigger en række af de største landsholdsprofiler i nyere tid tættere på i en ny dokumentar, der udkommer kort inden EM-slutrundens start.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Ulrik Wilbek, Kasper Hvidt og Mathias Gidsel i ‘De gyldne generationer’. Foto: TV 2

En perlerække af legender

I ‘De gyldne generationer’ inviterer TV 2’s håndboldekspert Bent Nyegaard flere danske håndboldlegender og nutidige stjerner med på et badehotel i Kerteminde.

Her går snakken om løst og fast fra de seneste to årtiers storhedstid i danske herrehåndbold.

Bent Nyegaard får besøg af blandt andre Ulrik Wilbek, Joachim Boldsen, Lars Christiansen, Lars Jørgensen, Kasper Hvidt, Nikolaj Jacobsen, Hans Lindberg, Emil Nielsen og Mathias Gidsel.

Især Ulrik Wilbek spillede en stor rolle i at føre landsholdet ind i den gyldne periode.

Før 2008 havde de danske håndboldherrer ikke vundet en eneste guldmedalje ved VM, EM eller OL.

Men det ændrede sig altså i Norge, hvor Ulrik Wilbek førte landet til den første EM-triumf med spillere som Kasper Hvidt, Joachim Boldsen og Lars Christiansen på holdet.

“Da vi havde vundet bronze de to første gange, jeg var træner, ringede Kasper (Hvidt, red) til mig og sagde: Gider vi at blive ved med at vinde bronze? Og så var det, at jeg gik ud sammen med spillerne og sagde, at nu havde vi faktisk tænkt os at vinde guld i 2008,” fortæller Ulrik Wilbek blandt andet i ‘De gyldne generationer’.

Se også
‘Mathias Gæsling’ besøger Andeby forud for EM

Siden har landsholdet vundet fire VM-guldmedaljer, to OL-guldmedaljer og én yderligere EM-guldmedalje.

Men selvom det er blevet til fire VM-sejre i streg, har Danmark altså ikke løftet EM-trofæet siden 2012.

Det skal Mathias Gidsel og kompagni forsøge at rette op på, når EM løber af stablen om ganske kort tid.

Inden da kan du varme op med ‘De gyldne generationer, der får premiere på TV 2 og TV 2 Play tirsdag den 13. januar.

Korte videoer