Lovændring gav unge bilister mere frihed: Nu vælter sigtelserne ind

Over dobbelt så mange 17-årige er sigtet, efter en ny regel trådte i kraft den 1. juli 2025.

Efter flere år, hvor de helt unge bilister kun har måttet sætte sig bag rattet med en erfaren bilist ved siden af, blev reglerne den 1. juli ændret.

Transportministeriet meddelte i en pressemeddelelse den 20. maj 2025, at Folketinget havde stemt for en lovændring, der giver 17-årige lov til at køre bil alene.

“Kørekort til 17-årige handler om at give unge flere muligheder. Mulighederne for at kunne komme rundt; i skole, på arbejde, til fritidsaktiviteter, ved egen hjælp er vigtig for det gode liv. Uden for de store byer er transportmulighederne begrænsede, og nu giver vi de 17-årige flere muligheder for at transportere sig selv,” sagde transportminister Thomas Danielsen i forbindelse med vedtagelsen af lovændringen.

Konkret betød ændringen, at 17-årige må køre bil uden ledsager mellem klokken 5 og klokken 20.

Mellem klokken 20 og 5 skal de fortsat have en ledsager med kørekort ved siden af sig.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

Over dobbelt så mange sigtelser

Et halvt år efter lovændringen trådte i kraft, viser nye tal en markant stigning i antallet af sigtelser.

I de sidste seks måneder er der rejst 1.085 sigtelser mod 17-årige bilister.

Til sammenligning blev der i de første seks måneder af 2025, hvor 17-årige kun måtte køre med ledsager, rejst 451 sigtelser i alt.

Tallene stammer fra en ny opgørelse, som Rigspolitiet har lavet for forsikringsselskabet Gjensidige.

Den mest hyppige kategori blandt de 1.085 sigtelser er “for høj hastighed”, som står for 434 tilfælde.

I pressemeddelelsen fra Gjensidige kalder skadedirektør Lene Rasmussen stigningen i antallet af hastighedssigtelser for forventelig, men samtidig bekymrende.

“Høj hastighed er en af de hyppigste årsager til færdselsulykker med alvorlig tilskadekomst og dødsfald, og den risiko stiger yderligere, når der sidder en meget uerfaren bilist bag rattet, og derfor er det høje antal sigtelser for hastighed en anelse bekymrende”, siger hun.

Ifølge Lene Rasmussen er det dog for tidligt at drage konklusioner om de nye regler, da der ikke endnu er lavet undersøgelser af effekten i Danmark.

Samtidig opfordrer hun de unge bilister til fortsat at køre med en erfaren ledsager, når det er muligt.

“Det er vigtigt at få erfaring og udvikle gode vaner så tidligt som muligt, og derfor er det en rigtig god idé fortsat at øve sig sammen med en erfaren ledsager som f.eks. en forælder, der kan vejlede og give gode råd, så man opnår erfaring i trygge rammer”, siger hun.

Se også
Nye ændringer på vej: Vil lempe regler om klip i kortet

Korte videoer