Søndag aften er politi og brandvæsen ankommet til en brand i en foodtruck. Røg ses stige til vejrs fra det brandramte køretøj.
Søndag aften klokken 21.20 fik brandvæsnet en melding om en brand i en bus eller en lastbil. Da mandskabet ankom til stedet stod det klart, at der var tale om en såkaldt foodtruck.
Køretøjet er indrettet til både tilberedning og salg af mad.
Billeder fra stedet viser en del røg stige til vejrs fra branden.
“Det ryger meget,” lyder det fra Presse-fotos.dk’s udsendte.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Videre forklarer den udsendte, der er til stede på Ringvej Syd i Viby, at politifolk på stedet taler med det, der øjensynligt er foodtruckens ejere, der også er ankommet.
I forbindelse med brandbekæmpelsen har flere brandfolk iført sig røgdykkerapparater og masker, ligesom man har taget en ventilator i brug og udrullet en brandslange.
Hvordan branden er opstået er endnu ikke meldt ud fra officielt hold, ligesom det ikke vides, hvor længe arbejdet vil pågå.
Der er ingen melding om personskade.
Vi følger sagens udvikling og opdaterer, hvis noget nyt kommer frem.





