Politiet intensiverer indsatsen i sagen om en 18-årig, der har været forsvundet siden tirsdag. Flere fund har ført til en udvidet efterforskning.
Svensk politi har indledt en drabsefterforskning i forbindelse med eftersøgningen af den 18-årige Hanna, der har været savnet siden tirsdag den 6. januar.
Beslutningen er truffet for at give efterforskerne adgang til flere redskaber i arbejdet med at finde den unge kvinde.
Tidligere på ugen er der fundet flere beklædningsgenstande, som menes at tilhøre den savnede teenager.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Fundene har medført en massiv indsats fra både politi og frivillige, men indtil videre er der ikke kommet afgørende gennembrud i sagen.
Ifølge politiet er der på nuværende tidspunkt ikke konkrete oplysninger, der peger på, at der er begået en forbrydelse.
Alligevel er drabsefterforskningen iværksat for at sikre mulighed for blandt andet ransagninger, afhøringer og tekniske undersøgelser.
Eftersøgningen foregår i og omkring et større friluftsområde ved Uddevalla, cirka 70 kilometer nord for Göteborg.
Området er dækket af store mængder sne efter kraftigt snefald, hvilket ifølge politiet gør arbejdet både vanskeligt og fysisk krævende.
Politichef Martin Örman oplyser til Aftonbladet, at indsatsen fortsætter ufortrødent, og at der blandt andet er indsat droner, hundepatruljer og en gravemaskine til at rydde sne i grøfter og terræn.
Politiet vil desuden rådføre sig med lægefaglig ekspertise om mulighederne for at finde den 18-årige i live.
Parallelt med eftersøgningen arbejder efterforskere videre med at kortlægge hendes færden op til forsvindingen.
Den savnede beskrives som 166 centimeter høj og var iført jeans og en brun trøje, da hun sidst blev set.