Presse-fotos.dk har været på stedet til flere ulykker og aflysninger i landsdel, hvor udfordrende vejr har skabt trafikkaos.
Store dele af landet er fortsat dækket af sne, og det har endnu en gang skabt trafikale problemer.
Især Jylland har fredag morgen været ramt af trafikkaos med både togaflysninger og ulykker på grund af blandt andet snyfygninger.
Det viser billeder fra flere steder, hvor Presse-fotos.dks udsendte har været til stede.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Blandt andet på rute 170 mellem Søgård og Kruså er en bilist fredag morgen kørt fast i de store snemængder.
Også på motorvej E45 fra Frøslev mod Haderslev har snefygning været skyld i et uheld med en lastbil. Her er et enkelt spor spærret efter uheldet.
Samtidig har der ifølge Presse-fotos.dks udsendte været indsat togbusser på togstrækningen mellem Børkop og Fredericia. Det skyldes aflysninger og derfor færre toge på strækningen.

De mange snyfygninger har desuden fået Syd- og Sønderjyllands Politi til at komme med en opfordring til de mange trafikanter i landsdelen.
“Vi opfordrer fortsat til forsigtig kørsel, og at man overvejer, om man kan blive hjemme. Lige nu er der udfordringer med snefygning i de østlige kommuner,” skriver politiet på X.
Politikredsen nævner også, at der er lav sigtbarhed på den sønderjyske motervej E45, og at der derfor visse steder er sat en hastighedsbegrænsning på 40 kilometer i timen.
Også skolerne i landsdelen er ramt af vejret. Haderslev Kommune oplyser på facebook, at alle børn, der er med skolebus, bliver sendt hjem fra skole grundet udfordringer med vejret.
Kommunen opfordrer dertil forældrene til selv at hente sine børn, hvis de skal med bus, og at man kører efter forholdene.



