Uhyggelig ulykke på plejehjem har kostet to personer livet og flere er meldt savnet.
Mindst to personer er omkommet, og flere meldes savnet efter en voldsom eksplosion på et plejehjem i Bristol i delstaten Pennsylvania tirsdag.
Det oplyser delstatens guvernør, Josh Shapiro ifølge Ritzau.
Myndighederne vurderer umiddelbart, at eksplosionen skyldes gas og har udløst en brand. Plejehjemmet har lidt omfattende skader, og dele af bygningen er kollapset.
Eksplosionen skete kort efter klokken 14.00 lokal tid, efter at der tidligere var blevet meldt om lugt af gas på stedet. Energiselskabet Peco var tilkaldt og befandt sig på plejehjemmet, da eksplosionen indtraf.
Ifølge selskabet blev både gas og strøm efterfølgende afbrudt af hensyn til sikkerheden.
Kevin Dippolito, der er brandinspektør i Bristol, oplyser ifølge Reuters, at fem personer er savnet. Ud over de to omkomne er et ukendt antal personer kommet til skade.
Kort efter at de første brandfolk var ankommet til plejehjemmet, styrtede en del af stueetagen ned i kælderen, forklarer brandinspektøren.
Redningsmandskab fik flere personer ud fra murbrokker og trappeopgange, og mindst to personer blev reddet ud fra kælderen, inden indsatsen måtte indstilles midlertidigt på grund af kraftige gasdampe. Kort efter indtraf endnu en eksplosion.
Fem timer efter den første eksplosion var brandfolkene fortsat i gang med at søge efter overlevende.
Plejehjemmet er godkendt til 174 beboere, men det er endnu uvist, hvor mange der opholdt sig i bygningen på tidspunktet for hændelsen.
Bristol ligger omkring 40 kilometer fra Philadelphia.
LIGE NU: Massiv politiaktion – mindst syv patruljevogne på adresse
