Nu er det sket. Den første dansker har skrabet ti juletræer på den legendariske skrabejulekalender. En kvinde har dermed fået en gigantisk julegave allerede inden juleaften.
‘Vi har talt juletræerne utroligt mange gange.’
Sådan indleder årets første million-vinder af Danske Spils og Quicks ikoniske, røde skrabejulekalender.
På trods af gentagende forsøg lykkedes det, til kvindens store lykke, at tælle til ti juletræer. Det betyder, at hun nu kan kalde sig millionær.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det oplyser Danske Spil tirsdag i en pressemeddelelse.
Kvinden, der kommer fra Sydsjælland, fortæller i pressemeddelelsen, at hun ikke har snydt og skrabet forud.
‘Jeg skraber kun én låge om dagen, og det var allerede i lørdags, den 20. december, at jeg skrabede den. Det sidste juletræ. Der blev jeg meget overrasket, og jeg tænkte, at det slet ikke kunne passe,’ fortæller kvinden, der derfor kunne udbryde til sin mand:
‘Jeg tror, vi er blevet millionærer!’
Manden var ikke helt så skråsikker og måtte ifølge Danske Spil selv tælle til ti juletræer nogle gange, inden ægtefællerne var helt sikre.
Men hvad skal pengene bruges på?
Kvinden fortæller, at børn og børnebørn nok bliver tilgodeset på en eller anden måde. Dog ikke på julegavefronten – de er nemlig allerede købt.
‘Og det føles altså stadig urealistisk, det gør det. Man skal først vænne sig til at tænke på tal i det niveau. 1.000.000, det er et vildt tal. Men vi bor i et gammelt hus, så måske skal det shines lidt op. Og måske vil vi bytte bilen til en nyere, men nej: Så langt er vi ikke kommet endnu,’ fortæller kvinden.
