En nærved-påkørsel på togskinnerne får mandag eftermiddag politiet til at advare forældre og unge om en farlig leg.
‘Forældre opfordres til at tale med deres unge mennesker, så adfærden stoppes.’
Sådan skriver politiet indledningsvist i en pressemeddelelse mandag eftermiddag, hvor der advares om en leg ved tog, der kan have ‘alvorlige konsekvenser’.
Ifølge politiet modtog man fredag klokken 14.19 en anmeldelse om en særdeles farlig situation, der lige havde udspillet sig.
(Artiklen fortsætter under billedet)

I pressemeddelelsen skriver Syd- og Sønderjyllands Politi, at der på Tjæreborg Station i fredags var en nærved-påkørsel.
‘Her blev en ung mand set under, hvad der forekom som en leg om at blive på skinnerne længst muligt, mens der kørte tog mod ham,’ oplyses det.
Ifølge polititet udspillede hændelsen sig konkret ved personovergangen mellem togene på stationen.
Betjente fra politikredsen rykkede kort efter ud til stedet, men man traf ingen personer med det korrekte signalement under søgningen på stedet.
Episoden får nu politiet til at advare forældre til unge mennesker i området, så den adfærd kan stoppe.
‘Vi opfordrer til, at forældre tager en alvorssnak med deres unge mennesker. Det kan have meget alvorlige konsekvenser, hvis unge leger den type leg. Både for de lokoførere, som forsøger at bremse toget ned, og for de unge selv, hvis de bliver ramt af et tog.’
‘Vi ser på sagen med stor alvor og har brug for hjælp til, at den adfærd bliver stoppet omgående,” siger politikommissær Jesper Mørup,’ Syd- & Sønderjyllands Politi.
Det har ifølge politiet ikke været muligt at identificere den unge mand, der opholdt sig på skinnerne i fredags.
