Region Hovedstaden har lagt sin plan for, hvordan midlerne fra den nationale 10-årsplan for psykiatrien skal bruges.
Allerede i 2026 bliver 127,4 millioner kroner sendt direkte ud til konkrete initiativer, mens resten af midlerne, 51,2 millioner, gemmes til 2027.
Det skriver Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Midlerne skal blandt andet sikre hurtigere udredning og bedre behandling i voksenpsykiatrien. Derudover skal en del af midlerne målrettes børne- og ungdomspsykiatrien.
“Alt for mange patienter har i årevis oplevet at stå alene og vente for længe på hjælp. Det er urimeligt, og det skal vi ændre på. Og jeg er rigtig glad for, at vi modtager midler, som hurtigt skal ud at gøre en forskel på afdelingerne,” siger Lars Gaardhøj, regionsrådsformand i Region Hovedstaden.
(Artiklen fortsætter under faktaboksen)
Udmøntning af 2026-midler
Ud af i alt 178,6 millioner kroner udmøntes 127,4 millioner i 2026, mens 51,2 millioner reserveres til 2027.
- 25 millioner kroner går til børne- og ungdomspsykiatrien.
- 44,9 millioner kroner går til voksenpsykiatrien.
- 30 millioner kroner går til en psykiatrisk akuttelefon og styrkelse af akutte psykiatriske behandlingstilbud.
- 17,7 millioner kroner går til et markant løft af de udgående teams såsom F-ACT og OPUS-teams.
- 1,7 millioner kroner går til styrket psykosocial indsats ved beredskabshændelser.
- 0,3 millioner kroner går til styrket retssikkerhed for patienter der har været underlagt tvang.
- 7,9 millioner kroner går til sikre rammer og større tryghed i psykiatrien.
Børn og unge får 25 millioner
25 millioner kroner går direkte til børne- og ungdomspsykiatrien. Pengene skal finansiere flere ambulante tilbud, så børn og unge kan få hjælp uden indlæggelse samt styrke bemandingen på akutmodtagelserne.
Derudover skal digitale løsninger frigive personaletid, så de mest pressede patienter får den hjælp, de har brug for.
Udover børne- og ungdomspsykiatrien går midlerne til seks andre initiativer, herunder hurtigere udredning og bedre behandling i voksenpsykiatrien samt styrket indsats for patienter i akut krise.
Når Region Hovedstaden bliver en del af Region Østdanmark, vil de reserverede midler blive brugt der, hvor behovet er størst.
Region Østdanmark
Region Sjælland og Region Hovedstaden fusionerer og bliver til Region Østdanmark. Den nye region træder i kraft den 1. januar 2027
Medlemmerne til det nye regionsråd er allerede valgt ved regionalvalget i november.
Lars Gaardhøj fra Socialdemokratiet bliver regionsrådsformand i den nye region.