Fem biler involveret i stort kaos på motorvej

En motorvej er i skrivende stund helt spærret i nordgående retning, efter fem biler har været involveret i et uheld. Politi og redning er på stedet.

‘Der holder fem biler i det venstre spor, og der er redning på vej. Uheldet giver hastigt voksende kø.’

Sådan fremgår det fredag eftermiddag af P4 Trafik, efter et større uheld har fundet sted på en motorvejsstrækning.

Billeder fra stedet viser, at minimum to ambulancer er til stede.

Senere lyder det fra P4 Trafik, at redningsarbejdet spærrer motorvejen helt i nordgående retning.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Her ses nogle af de udrykningskøretøjer, der er blevet sendt til uheldsstedet.

‘Det betyder, at I bliver ledt fra ved 10 Hørsholm Syd,’ oplyses det om situationen på Helsingørmotorvejen.

Af Vejdirektoratets trafikkort fremgår det, at politi og redning er til stede på motorvejstrækningen, hvor der lige nu er forlænget rejsetid.

Ifølge direktoratet skal man forvente en forlænget rejsetid på mellem 10 og 30 minutter.

Se også
Kilometerlang motorvejskø efter uheld på travl strækning

Kort efter klokken 17 oplyste P4 Trafik, at køen startede ved 12 Vedbæk. I den seneste opdatering lyder det, at den er vokset endnu mere.

‘Den massive kø starter nu efter 13 Gammel Holte,’ oplyses det.

Presse-fotos.dk har rettet henvendelse til Nordsjællands Politi i håb om at blive klogere på omstændighederne.

Det har dog på nuværende tidspunkt ikke været muligt at komme i kontakt med politikredsen.

Vi følger sagens udvikling og opdaterer, hvis noget nyt kommer frem.