Når Danmarks Motorcykelmuseum slår dørene op i nye rammer i 2026, bliver det ikke blot en ny adresse for museet, men også et markant løft for kulturlivet og oplevelsesmiljøet omkring Stubbekøbing Havn.
Flytningen til Dosseringen 3 markerer kulminationen på flere års planer og forberedelser, og samtidig begyndelsen på et nyt kapitel for museet, der rummer Nordeuropas største samling af veteranmotorcykler.
Museet har i mange år været en fast del af byens identitet og et trækplaster for både teknikinteresserede, turister og lokale.
Men samlingen er vokset, ambitionerne er blevet større, og de hidtidige rammer har ikke længere kunnet følge med udviklingen.
Derfor bliver flytningen også set som en nødvendig investering i museets fremtid.
Den praktiske del af flytningen forventes at gå i gang i starten af det nye år, og målet er, at museet kan genåbne Skærtorsdag 2026.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Her videreføres en mangeårig tradition, når sæsonåbningen igen markeres med en fælles køretur, hvor hundredevis af motorcyklister samles og kører til museet for at skyde motorcykelsæsonen i gang.
Tematiske udstillinger
I de nye lokaler får Danmarks Motorcykelmuseum helt andre muligheder for at fortælle historierne bag maskinerne.
Hvor motorcykler tidligere primært har stået opstillet side om side, vil de fremover indgå i mere tematiske udstillinger, hvor teknikhistorie, kultur og fortællinger flettes tættere sammen.
‘Vi glæder os meget over samarbejdet med Guldborgsund Kommune i forbindelse med flytningen. Samtidig ser vi frem til at kunne byde publikum velkommen til en udstilling, der bliver anderledes end tidligere. De nye lokaler giver mulighed for at opbygge udstillingerne på en ny måde, hvor motorcyklerne ikke blot står på række, men indgår i tematiske fortællinger’, siger bestyrelsesformand Søren Groth Therkelsen i pressemeddelelsen fra Guldborgsund Kommune.
Blandt de kommende højdepunkter er præsentationen af et sjældent eksemplar af verdens ældste motorcykel.
Museet får nemlig mulighed for at vise en replika af Reitwagen fra 1885, produceret af Daimler. Originalen gik tabt i en brand i 1903, men replikaen giver stadig et unikt indblik i motorcyklens tidligste historie.
Der findes i dag kun op til fem eksemplarer af Reitwagen på verdensplan, og modellen har tidligere været udstillet i blandt andet Tyskland, USA og England.
Fra 2026 vil den altså kunne opleves i Stubbekøbing, side om side med Danmarks ældste motorcykel, hvilket ifølge museet giver en helt særlig fortælling om både den internationale og den danske motorcykelhistorie.
Flytningen er samtidig en central del af museets strategi for fremtiden. Ambitionen er at udvikle nye oplevelser, styrke formidlingen og nå bredere målgrupper, herunder familier og skoleelever, samtidig med at besøgstallet skal øges fra omkring 6.000 til 10.000 gæster om året.
Museet vil fortsat blive drevet i tæt samarbejde med Venneforeningen, som gennem mange år har spillet en afgørende rolle i driften.
Kulturelt løft
Hos Guldborgsund Kommune bliver flytningen set som mere end blot en museumsflytning. Den indgår i en større udvikling af Stubbekøbing Havn, hvor flere aktører arbejder for at skabe et mere samlet og aktivt oplevelsesmiljø.
‘Motorcykelmuseet er et stærkt brand, og deres placering på havnen bliver et markant løft for området. Det styrker både tilgængeligheden, synligheden og de oplevelser, havnen kan tilbyde’, siger Ole K. Larsen, udvalgsformand for Landdistrikter, Kultur og Fritid.
Også næstformand Katrine Burmann peger på, at flytningen både gavner museet og kommunen.
‘Museet har en helt særlig historie i Stubbekøbing, og den fortsætter vi med at bakke op om. Flytningen skaber både bedre forhold for museet og en klog udnyttelse af kommunens bygninger. Det er en gevinst for mange’, siger hun.
Når museets aktiviteter samles på én adresse, kan de nuværende bygninger på Nykøbingvej og Tyreholmen på sigt afhændes, hvilket også spiller ind i kommunens ejendomsstrategi.
Dermed bliver flytningen ikke blot et kulturelt løft, men også en del af en større plan for byens og havnens fremtid.