Vildt scenarie: København kan få omvalg

Et omvalg kan blive dyrt og ændre resultatet, men det er ikke et urealistisk scenarie, mener kommunalvalgsforsker.

Sagen om Sikandar Siddiques københavnske bopæl – eller mangel på samme – fortsætter.

I sidste uge blev lederen af Frie Grønne kontaktet af Folkeregistret i København, som rejste tvivl om hans adresse.

“Jeg har i dag modtaget en besked fra Folkeregisteret i København om, at de på nuværende tidspunkt ikke er overbevist om, at jeg bor i kommunen, men at jeg har en lille måneds tid til at svare på de spørgsmål, som skaber tvivl,” skrev Sikandar Siddique på Facebook.

Sagen begyndte med en artikel i Ekstra Bladet, der satte fokus på Sikandar Siddiques boligforhold.

For selv om han er registreret som bosiddende i København, ejer han fortsat huset i Herlev, hvor hans familie bor – og hvor han ifølge Ekstra Bladet også opholder sig en del.

Det er ikke uden betydning.

Sikandar Siddique stillede op til kommunalvalget i København, og derfor er det et krav, at hans adresse er i kommunen. Ellers kan han ikke sidde i Borgerrepræsentationen, som han blev valgt ind i med Frie Grønnes eneste mandat.

Bliver det slået fast, at han ikke bor på sin adresse i Københavns Kommune, ryger han ud af Borgerrepræsentationen.

Men stopper det så der?

Det har TV 2 Kosmopol forsøgt at få svar på og har derfor talt med kommunalvalgsforsker Roger Buch.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

Risiko for omvalg

Roger Buch fortæller til mediet, at han ikke kan erindre lignende sager, hvor der har været så stor debat om, hvorvidt en kommunalpolitiker reelt bor i en kommune.

Ifølge forskeren findes der ikke noget fortilfælde, og derfor er det yderst spændende, hvilke konsekvenser sagen kan få for kommunalvalget i København.

Han kalder det et “ret vildt scenarie”, og selv om det vil koste mange millioner at lade valget gå om, mener han ikke, at diskussionen kan undgås, da TV 2 Kosmopol spørger, om det er realistisk.

“Jamen det er man nødt til at overveje. Hvordan vil man forholde sig, hvis der er en kandidat for meget, som bevidst har manipuleret for at komme på stemmesedlen?” siger Roger Buch.

Sikandar Siddique virker dog ikke bekymret og skriver i Facebook-opslaget fra sidste uge, at “Folkeregisteret nok skal komme til fornuft”.

Alle over 21 får penge til tandlæge