Sundhedsministeriet har i dag præsenteret en ny aftale om voksentandplejen.
Alle over 21 år får en tandkonto, og egenbetalingen for tandpleje fjernes for kontanthjælpsmodtagere. Det er nogle af de tiltag, som regeringen sammen med Danmarksdemokraterne, SF, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet er blevet enige om.
Det skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.
En af de helt centrale dele af aftalen er en tandkonto til alle borgere over 21 år. Det er en såkaldt aldersdifferentieret tandkonto, hvor der bliver sat et årligt beløb ind, som kan bruges til tandeftersyn og behandlinger.
Beløbet, der sættes ind, afhænger af borgerens alder. Borgere over 80 år får for eksempel 850 kroner, mens voksne fra 35 til 59 år får 450 kroner.
Tandkontoen forventes at blive indført i slutningen af 2027.
(Artiklen fortsætter under faktaboksen)
Beløbet de forskellige aldersgrupper bliver tildelt
- 22-25 år: 600 kroner
- 26-34 år: 550 kroner
- 35-59 år: 450 kroner
- 60-64 år: 500 kroner
- 65-69 år: 600 kroner
- 70-74 år: 700 kroner
- 75-79 år: 775 kroner
- 80+ år: 850 kroner
Derudover er det besluttet, at økonomisk trængte som kontanthjælpsmodtagere skal kunne få foretaget tandbehandlinger uden egenbetaling.
Ifølge Sundhedsminister Sophie Løhde skal aftalen sikre, at flere tager turen til tandlægen.
“Selvom danskernes tandsundhed er forbedret markant de seneste år, så er der stadig for mange danskere, der ikke går regelmæssigt til tandlæge. Det er ærgerligt, for det kan betyde, at små tandproblemer vokser sig store. Derfor indfører vi en ny tandkonto, så alle kan få et årligt tandeftersyn uden selv at skulle have penge op af lommen,” siger Sophie Løhde.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Maksimalpriser og digital tandlægevælger
I aftalen er partierne også blevet enige om, at de nuværende faste priser på tandbehandlinger skal erstattes af maksimalpriser.
Formålet er, at tandlægerne får mulighed for at tilbyde billigere priser og samtidig sikre, at behandlingerne ikke bliver dyrere end i dag.
Der skal også indføres en ny digital tandlægevælger, som skal gøre det lettere at vælge tandlæge og sammenligne priser på tandbehandling.
Til slut skal ejerskabsreglerne for tandlæger lempes, så tandlæger fremover kan eje op til fire klinikker i stedet for to.