Efter aftale mellem politiet og Forsvaret etableres der lørdag et midlertidigt militært område ved et jernbaneterræn.
Københavns Vestegns Politi og Forsvaret har indgået en aftale om etablering af et midlertidigt militært område.
På stedet vil der være et aktivt militært område fra lørdag klokken 18 til mandag den 15. december klokken 20.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse lørdag eftermiddag.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Politikredsen oplyser at det militære område ligger ved et jernbaneterræn i Taastrup, og at området vil være bevogtet af Forsvaret.
Presse-fotos.dk har tidligere på eftermiddagen haft en udsendt på stedet, hvor der er opsat hegn rundt i området.
Flere militærfolk ses ankomme.
På det sociale medie X skriver Forsvaret, at man opretter flere midlertidige militære områder, da hundredevis af soldater kom hjem fra Letland.
‘800 danske soldater samt deres køretøjer og materiel vender i disse dage hjem til Danmark efter fire måneders udsendelse til Letland,’ oplyses det.
På de midlertidige militære områder vil der ankomme materiel og køretøjer fra Letland.






