Først et voldsomt lysglimt, så et brag, efterfulgt af en stor røgsky. Det var, hvad bekymrede beboere mandag aften oplevede, da en voldsom eksplosion fandt sted. Hændelsen er omgærdet af stor mystik. Se den vilde video i afspilleren øverst i artiklen.
Sent mandag aften omkring klokken 23 blev borgere på Fyn gevaldigt chokerede, da en eksplosion sendte en trykbølge afsted, som ruskede i bygninger og fik huse til at ryste.
Videoovervågning fra en bopæl ikke langt fra eksplosionen har fanget en vild optagelse af lysglimtet, braget og den store røgsky.
Men hele hændelsen er omgærdet af stor mystik. Ingen aner nemlig, hvad der er sket, eller hvor eksplosionen har fundet sted.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det har Presse-fotos.dk forsøgt det meste af tirsdagen at finde ud af. Opkald til både Fyns Politi, Trekantområdets Brandvæsen, det lokale brandvæsen og beboere i området har ikke båret frugt.
Men mange borgere har altså oplevet den voldsomme eksplosion.
På flere lokale Facebook-grupper er der mandag aften og tirsdag morgen blevet skrevet opslag om hændelsen, hvor overvågningsvideoen også er blevet delt.
Den video er Presse-fotos.dk i besiddelse af.
Videoen varer 12 sekunder og viser, hvordan eksplosionen på flere kilometers afstand lyser hele nattehimlen op. Kort efter følger et stort brag, mens røgskyen fra eksplosion stiger til vejrs.
‘Jeg troede, vi blev bombet’
Fyens Stiftstidende er også i besiddelse af videoen og har snakket med Dolly Rosenlyst.
Hun bor på adressen, hvor videoen er blevet optaget, og kunne tydeligt mærke trykbølgen.
‘Jeg troede kraftedeme, at vi blev bombet. Det skal jeg være ærlig at sige. Vi fik et mindre chok. Vi var lige ved at falde ned fra sofaen, da vi sad og halvsov til nyhederne,’ fortæller hun til mediet.
Dolly Rosenlyst bor i den lille by Hønnerup, der er en del af Middelfart Kommune og ligger på Fyn.
Hun vurderer, at eksplosionen kommer fra en sydvestlig retning – mod blandt andet byen Kingstrup.
‘Vi tror, at eksplosionen har fundet sted inden for tre til fem kilometers afstand. Hvis man kan mærke en trykbølge så voldsomt, er man rimelig tæt på. Det her var ikke bare fyrværkeri. En krysantemumbombe laver ikke sådan en paddehattesky, og jeg har aldrig hørt om et kanonslag med så meget knald på. Et blålyn er ingenting i sammenligning,’ siger Dolly Rosenlyst til Fyens Stiftstidende.
Presse-fotos.dk har som beskrevet været i kontakt med blandt andre Fyns Politi for at høre mere om hændelsen.
Tirsdag formiddag havde politikredsen ikke modtaget nogen anmeldelser om eksplosionen, men senere på dagen var der dog lidt nyt.
“Vi har fået to anmeldelser om hændelsen. Vi hører selvfølgelig gerne fra folk, hvis der er nogle, der har oplysninger om, hvor det er sket. Vi vil gerne have hjælp til at kunne pinpointe, hvor det er foregået,” fortæller Mads Boel, kommunikationsrådgiver i Fyns Politi, til Presse-fotos.dk.
Presse-fotos.dk følger sagen og opdaterer løbende, hvis der kommer nye oplysninger.
16-årig pige død på stedet ved skrækkelig hesteulykke: Politiet melder ud