Dansk ishockeyjubel: Dansk VM vinder international pris

Danmark hædres ved Host City Awards, hvor både VM i Ishockey og Copenhagen Sprint får international anerkendelse for ansvarlig eventafvikling.

Danmark kan endnu engang bryste sig af at være blandt verdens førende værtsnationer for store sportsbegivenheder. Det skriver Sport Event Denmark i en pressemeddelelse efter, at VM i Ishockey i Herning blev kåret som Most Sustainable Event ved Host City Awards 2025 i Glasgow. Samtidig nåede Copenhagen Sprint finalen i kategorien Excellence in Infrastructure & Delivery.

Prisen til VM i Ishockey blev modtaget af Sport Event Denmarks direktør, Lars Lundov, der deltager på konferencen i Glasgow.

’At Danmark ikke bare er shortlistet men også vinder en pris viser, at vi i fællesskab har ramt rigtigt med vores tilgang: stærke partnerskaber, ansvarlighed og en professionel organisering. Det er et kæmpe skulderklap til alle involverede – og et bevis på, at Danmark kan være vært for events på allerhøjeste niveau,’ siger han i pressemeddelelsen.

Ifølge Danmarks Ishockey Union passer udmærkelsen perfekt ind i en tid, hvor sporten er i vækst herhjemme.

’Vi er utroligt stolte over at modtage denne pris. Det er en markant anerkendelse af den måde, vi i Danmark løfter store sportsbegivenheder på gennem tæt samarbejde, stærk organisering og et fælles fokus på ansvarlighed,’ siger direktør Peter Froulund.

Også i Herning, der var værtsby for mesterskabet, vækker prisen glæde.

’Det er en stor dag for ishockey – og ikke mindst for Herning Kommune. Med glæde og stolthed ser vi tilbage på sommerens værtskab, og derfor er det en særlig ære, at indsatsen nu bliver anerkendt med en international pris. Prisen er en hyldest til alle vores samarbejdspartnere – og ikke mindst til Herning Kommunes borgere, der med hjerte og engagement skabte en uforglemmelig ishockeyfest. Det viser, at når vi står sammen, kan vi sætte Herning på verdenskortet. Det er en præstation, vi alle kan være stolte af,’ siger borgmester Dorte West i pressemeddelelsen.

VM i Ishockey blev i maj afviklet i et samarbejde mellem Danmarks Ishockey Union, Herning Kommune og Sport Event Denmark. Copenhagen Sprint, der blev gennemført i juni, var støttet af blandt andre Sport Event Denmark og Københavns Kommune.

Danmark som eventnation

Prisen i Glasgow kommer i en tid, hvor internationale sportsorganisationer i stigende grad vurderer værtslande ud fra deres evne til at skabe bæredygtige events. Internationale retningslinjer som FN’s Sports for Climate Action Framework påvirker både tildelingen og afviklingen af store mesterskaber. Ifølge FN’s klimasekretariat er ’sport en vigtig aktør i den globale indsats for at reducere udledninger og skabe bæredygtige løsninger’, og rammerne stiller nu langt større krav til alt fra transport og energi til social inklusion.

FN’s klimasekretariat formulerer det sådan: ’Sport has the power to drive climate action and inspire millions to engage in sustainable solutions’

Samtidig har Danmark opbygget en markant international profil inden for bæredygtige sportsevents. VisitDenmark har blandt andet tidligere fremhævet, at store begivenheder i Danmark i stigende grad planlægges med mål om varige effekter. Her lægges der vægt på partnerskaber, lokal forankring og langtidsholdbare investeringer i byer, infrastruktur og foreningsliv.

På den måde passer VM i Ishockeys ESG-indsats med fokus på social inklusion og langsigtede effekter direkte ind i de globale tendenser.

Kæmpe afspærring midt i København: Mange ambulancer fremme

VM ishockey 2025 vinder int.pris. Foto: Jakob Fuglsang, WoCo (Pressemateriale)