Udenlandske borgere venter op til 16 måneder på at få behandlet deres klagesager. Mange opgiver helt.
På Udenrigsministeriets hjemmeside står der, at man tidligst kan søge visum seks måneder før indrejse i Danmark. Herefter kan man forvente en behandlingstid på 15 dage og i særtilfælde 45.
Men får man et afslag, er situationen en helt anden.
Er en udenlandsk borger utilfreds med afslaget på sin visumansøgning og ønsker at klage over afgørelsen, er chancen for at få sin klage behandlet, før man reelt skal til Danmark, meget lille.
På Ny i Danmark, som er den officielle portal for udlændinge, der ønsker at komme til Danmark eller Grønland, fremgår det, at sagsbehandlingstiden på en klage maksimalt tager 12 måneder.
Det i sig selv kan være en udfordring, men det bliver kun værre.
På hjemmesiden oplyses det samtidig, at et stort antal visumansøgninger i øjeblikket har forlænget den maksimale behandlingstid til 16 måneder.
Det gør det i praksis svært at få en afgørelse på sin klage inden den planlagte ankomstdato.
‘Alt for lang’
Folketingets Ombudsmand har i en pressemeddelelse rejst kritik af den lange sagsbehandlingstid.
Ifølge en undersøgelse ventede udenlandske borgere i første halvår af 2025 i gennemsnit 15-16 måneder på svar, altså lige omkring den angivet maksimale behandlingstid.
(Artiklen fortsætter under billedet)

I flere tilfælde når klagen fuldstændig at miste sin værdi, fortæller Folketingets Ombudsmand Christian Britten Lundblad.
“En sagsbehandlingstid på et år eller mere er alt for lang i sager af denne karakter. Klageadgangen mister reelt sin værdi, fordi afgørelsen kommer så sent, at den ikke længere har nogen reel betydning for klageren,” siger Christian Britten Lundblad.
En af årsagerne til den lange behandlingstid er, at Udlændingestyrelsen prioriterer førsteinstanssager frem for klagesager. Samtidig har styrelsen ikke oplyst konkrete planer for at reducere ventetiden på klager.
Folketingets Ombudsmand følger udviklingen nøje og beder Udlændingestyrelsen om en ny status efter første halvår af 2026.
EU-lovbestemte frister
I et skriftligt svar til Presse-fotos.dk oplyser Udlændingestyrelsen, at det er EU-lovgivning, der gør, at de er nødsaget til at nedprioritere klagesager.
”Sagsbehandlingstiden for førstegangsansøgninger om visum er modsat klagesagerne underlagt ufravigelige EU-lovbestemte frister, hvorfor Udlændingestyrelsen må prioritere de ressourcer, som området råder over, til netop førstegangssagerne. Udlændingestyrelsen vil dog som hidtil arbejde målrettet på at reducere sagsbehandlingstiden for klagesagerne indenfor de til enhver tid gældende rammer. Udlændingestyrelsen henviser til, at Ombudsmanden også bemærker, at Udlændingestyrelsen allerede har øget produktionen af klagesager og forventer at anmode om en status efter 1. halvår 2026,” skriver Udlændingestyrelsen.