Da kvinde fik masken af opdagede hun at hun var blevet voldtaget

En dansk mand i 40’erne skal onsdag på anklagebænken i en sag, hvor han er tiltalt for flere hotel-voldtægter. Ifølge tiltalen udgav manden sig for at være en anden under samleje med en maskeret kvinde, der derfor ikke anede, hvem hun var sammen med.

Onsdag skal en dansk mand i 40’erne for retten i en særdeles opsigtsvækkende sag om både voldtægter, forsøg på voldtægt, identitetsmisbrug og dokumentfalsk.

Af anklageskriftet mod manden fremgår det, at han blandt andet udgav sig for at være en anden person på et chattjeneste.

Ved hjælp af personens navn, kontaktoplysninger, billeder og videoklip kunne han udgive sig for at være vedkommende.

Det var på den vis, at han ifølge anklageskriftet opnåede kontakt til en anonymiseret kvinde, som han nu er tiltalt for at voldtage.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

Det skriver Se og Hør, der har fået aktindsigt i sagens anklageskrift.

Hændelserne skulle have foregået på en række aarhusianske hoteller i januar og februar sidste år.

Af anklageskriftet fremgår det, at han blandt andet mødtes med kvinden på Hotel Radission Red i Aarhus den 17. januar 2024.

Her udførte den tiltalte og den forurettede angiveligt oralsex på hinanden og havde samleje.

Kvinden havde dog en maske over hovedet, der gjorde det umuligt for hende at se, at manden bestemt ikke var den, som han udgav sig for at være da de havde mødtes online.

Ifølge anklageskriftet gentog den tiltalte mand nummeret den 25. januar samme år på Hotel Scandic City i Aarhus.

Ligeledes forsøgte han igen den 7. februar 2024 på Hotel Atlantic i Aarhus. Denne gang gik det dog ikke efter mandens plan.

‘(…) idet (kvindens navn, red.) konstaterede, at tiltalte ikke var den person, som han havde udgivet sig for og straks afslog de seksuelle aktiviteter,’ fremgår det ifølge Se og Hør af anklageskriftet.

I to tilfælde skulle manden have brugt personlige oplysninger, underskrift og et falsk dokument på den person han udgav sig for at være.

Politiet vil have manden fængslet.

Se og Hør skriver afslutningsvist, at mandens forsvarsadvokat ikke ønsker at kommentere uddybende før retssagen.

Det er Retten i Aarhus, der skal tage stilling til skyldsspørgsmålet.

En 28-årig mand er tirsdag morgen blevet anholdt i en særdeles alvorlig sag, som en 59-årig mand allerede sidder fængslet i. Ifølge politiet mistænker man de to mænd for terrorfinansiering.