Viral amerikansk sensation og flere internationale bands: 12 nye navne til Syd for Solen

Festivalen Syd for Solen kan i dag tilføje en række internationale og danske stjerner til programmet for 2026-udgaven.

Den københavnske festival Syd for Solen vender i 2026 tilbage i et nyt format, der efter sigende skulle åbne op for et endnu stærkere musikprogram.

Tidligere har arrangørerne annonceret store internationale navne som The xx, Lorde og Turnstile – side om side med danske stjerner som Medina og Iceage.

I dag kan Syd for Solen tilføje yderligere 12 navne, der igen byder på en række danske og internationale topnavne.

I samme ombæring kan festivalen også løfte sløret for hvilke dage, de foreløbige 21 navne spiller.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

‘Stor musikalsk diversitet’

Det kom som lidt af et chok, da Syd for Solen valgte at droppe et af festivalens særlige kendetegn frem mod 2026-udgaven.

Væk er konceptet med en festival bestående af tre individuelle dage med hvert deres tema.

I stedet er Syd for Solen blevet et mere homogent event med tre sammenhængende dage og større muligheder for at booke de største navne uden det tidligere koncepts begrænsninger.

I denne omgang betyder det, at man har kunnet lande aftaler med internationale artister som amerikanske Sombr, britiske Maribou State og australske Tash Sultana.

Samtidig kan Syd for Solen præsentere danske navne som Hans Philip, Brimheim og Kind mod Kind.

”Vi har prioriteret en stor musikalsk diversitet blandt de artister, som vi offentliggør i dag. Øverst i dagens pakke er SOMBR, som er en vaskeægte indie-verdenssensation. Dernæst Maribou State, som er et festfyrværkeri af en elektronisk duo, Geese, som er hele verdens nyeste rockhåb, danske Hans Philip som er fuldstændig uforlignelig i sine bløde R&B rytmer, Tash Sultana med solrig pop og de alternative country-legender i bandet Wilco,” fortæller Xenia Grigat, der er programansvarlig for Syd for Solen, i en pressemeddelelse. 

Ung amerikaner bliver hovednavn

I forbindelse med dagens bandpakke er Syd for Solen også klar til at sætte et begrænset antal et- og todagesbilletter i salg.

Derfor har festivalen også fastlagt dagsfordelingen af både de 12 nye navne og de ni tidligere annoncerede artister.

Det betyder blandt andet, at Sombr, der placerer sig øverst på listen over dagens annonceringer, indtil videre er hovednavnet på festivalens åbningsdag, torsdag den 13. august 2026.

Den unge amerikanske sanger og sangskriver med det borgerlige navn Shane Michael Boose har i 2025 for alvor fået sit helt store internationale gennembrud.

Tidligere i år gik hans sange ‘Back to Friends’ og ‘Undressed’ viralt på det sociale medie TikTok. Siden har han udgivet debutpladen ‘I Barely Know Her’, som opnåede top ti-placeringer verden over – blandt andet her i Danmark.

I februar 2026 spiller han en udsolgt koncert i K.B. Hallen, og allerede et halvt år senere er han tilbage i Danmark på Syd for Solen.

Du kan se det foreløbige dagsprogram på festivalens hjemmeside, hvor du også kan købe billetter.

I starten af 2027 tager et af de stærkeste danske live-bands et nyt skridt i karrieren med deres største koncert til dato.