Presse-fotos.dk fangede den unge danske thaibokser Oliver Payne forud for hans store danske pro-debut ved UNITE 10.
Til daglig læser han på handelsskolen Niels Brock i København, men i virkeligheden går han rundt med nogle helt andre drømme.
17-årige Oliver Payne er nemlig en gudsbenådet thaibokser og har i en alder af bare 17 år allerede kæmpet på et af de mest legendariske muay thai-stadioner i sportens mekka, Thailand.
Ved sin seneste kamp ved UNITE 10-stævnet i Brøndby Hallen den 29. november, stod han over for sin debut som professionel thaibokser i Danmark.
Inden den store kamp fangede Presse-fotos.dk det unge stjerneskud til en snak om debuten og de helt store drømme.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Har kæmpet for drømmen i 12 år
At Oliver Payne allerede er nået til så højt et niveau som 17-årig er ingen tilfældighed. Og det er bestemt heller ikke kommet fra den ene dag til den anden.
Allerede som femårig stiftede han bekendtskab med thaiboksningen efter først at have startet til karate.
Oliver kom i kyndige hænder hos Albertslund-klubben Mikenta, og her faldt han pladask for kampsporten.
“Det var disciplinen, og at der var noget bag sporten. Det er ikke bare en slags kampsport. Der er en historie i det. Også det hele med Thailand – når man går ind på YouTube og ser, hvordan thaierne træner dernede. Jeg elskede bare hele disciplinen, kulturen og det hele ved sporten,” fortæller Oliver Payne.
Med respekt for sportens traditioner og en brændende fandenivoldskhed lagde den purunge Oliver alle sine kræfter i træningen for en dag at kunne stå på den helt store scene.
“Det har altid været en drøm at kæmpe til sådan nogle store stævner. Det har også taget lang tid. Der gik mange år, før jeg fik lov til at kæmpe til et fight night. Og nu er det jo så næsten hver gang. Det er en drøm, der går i opfyldelse,” fortæller Oliver Payne med stolthed i stemmen.
Træder ind på den store scene
Den 7. september 2024 tog Oliver et vigtigt skridt i sin karriere.
Mikenta-stifteren Brian Talarek og klubbens daglige leder Steffen Weise havde tidligere på året søsat UNITE Championship, der hurtigt havde markeret sig som et af landets største kampsportsorganisationer med både muay thai, K1 og MMA.
De to herrer, der havde fulgt Oliver tæt igennem hans udvikling, mente han var klar til at træde ind i UNITE-ringen.
Han var da også netop vendt hjem efter en tur til Thailand, hvor han havde sejret på det ikoniske Rajadamnern Stadium i Bangkok.
I sportens hjemland bliver langt de fleste kæmpere betalt for deres kampe – og dermed er de altså professionelle i den forstand.
Det betyder derfor også, at Oliver teknisk set fik sin pro-debut i Thailand. Men i Danmark er kulturen omkring sporten altså lidt anderledes, og derfor kæmpede han stadig på amatørniveau herhjemme.
Ikke desto mindre gav den unge danske krigers thailandske eventyr ham både erfaring og blod på tanden. Og det var tydeligt at se, da han trådte ind i ringen på Albertslund Musikteater, hvor han debuterede i UNITE-regi.
Oliver tog den chance, som Talarek og Weise havde givet ham, og stjal showet med en sand magtpræstation.
Med dynamit i handskerne og sylespidse knæ tog han dommerne ud af ligningen og fik stoppet sin italienske modstander.
‘Det hårde arbejde har betalt sig’
Efter to yderligere sejre ved UNITE 06 og UNITE 08 – og endnu en pro-sejr i Thailand – blev Oliver belønnet med et main event-spot på talentstævnet Road to Unite, den 27. september i år.
Hvad han ikke vidste, da han trådte ind i ringen for at møde sin belgiske modstander, var, at aftenen skulle ende med en drøm, der gik i opfyldelse.
Efter kampen, hvor han – man får lyst til at sige ‘selvfølgelig’ – fik afsluttet kampen før tid, blev han nemlig præsenteret med en pro-kontrakt.
En enorm milepæl i karrieren var nået.
“Jeg blev utrolig glad – altså virkelig. Jeg kunne bare mærke, at alle følelserne sad helt uden på tøjet. Jeg kunne bare mærke: ‘Det hårde arbejde har betalt sig nu’,” fortæller Oliver Payne.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Sponsorer betyder alt
Den nye kontrakt betyder, at Oliver nu kan tjene penge på at gøre det, han elsker allermest: At dominere sine modstandere i ringen.
Som amatør var han i høj grad afhængig af sine sponsorer.
Da Presse-fotos.dk mødte ham inden pro-debutenm var han iført en trøje prydet med diverse logoer.
Sponsorerne har ifølge Oliver været en uvurderlig hjælp i hans karriere indtil nu – og vil fortsat være det, nu hvor han er gået pro.
“Det hjælper mig utroligt meget. Det gør, at jeg kan fokusere på at træne og gå i skole, i stedet for at jeg bliver nødt til at aflyse nogle træninger efter skole, så jeg kan få et arbejde i Netto for eksempel,” fortæller han.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Et forbillede for kommende generationer
De ekstra penge, der kommer med en professionel kontrakt er selvfølgelig rare, men endnu vigtigere er den øgede eksponering, der kommer med pro-kampene.
Det kan blive et springbræt til den internationale scene.
Olivers helt store mål er en dag at blive mester i thailandske ONE Championship, der er blandt de allerstørste kampsportsorganisationer i verden.
Det er her, verdens bedste thaiboksere kæmper, og den unge dansker har troen på, at han en dag kan komme helt derop.
“Jeg skal vise mig som en af de bedste nogensinde. Jeg vil gerne være en af ‘the GOATs’ (greatest of all time, red.) og være en, som de unge ser op til og tænker: ‘Jeg vil gerne være ligesom ham’,” lyder det fra Oliver Payne.
Netop det med at være et forbillede er Oliver trods sin unge alder allerede godt på vej imod. Der var i hvert fald flere unge fans blandt publikum ved pro-debuten.
Og det er noget, der i høj grad giver blod på tanden:
“Jeg elsker allerede nu, at der er tilskuere og fans, der kommer hen og siger: ‘Må jeg få et billede?’ og ‘Du er fucking nice’. Jeg elsker det. Det er det fedeste.”
(Artiklen fortsætter under billedet)

‘En drøm, der er gået i opfyldelse’
Da den store dag kom, var Oliver spændt, men ganske fattet.
Han glædede sig til at få sin pro-debut – det var helt tydeligt – og især på det, der blev markedsført som årets bedste fight card.
“Jeg synes det er fedt. Der er meget – på en eller anden måde – historie over det. Og så er det fedt, at det er UNITE 10, og de har gjort super meget ud af stævnet. Jeg synes, det er det perfekte stævne at lave en pro-debut på,” fortæller Oliver Payne.
Respekten for modstanderen og forventningen om en hård kamp var der. Men det var selvtilliden også:
“Jeg vil vise ind i buret, at jeg er mere dominant end ham. Jeg vil vise, at jeg har bedre styrke end ham – selvom han er fem år ældre.”
Og det var lige præcis, hvad Oliver gjorde.
Endnu en gang implementerede han de otte lemmers kunst på fornemste vis. Og han gjorde det i sådan en grad, at den cypriotiske modstanders team i bogstavelig forstand måtte kaste håndklædet i ringen.
Efter kampen var Oliver ekstatisk:
“Jeg har det fantastisk lige nu. Det er en drøm, der er gået i opfyldelse for mig. Det har været en drøm siden jeg var helt lille at gå pro. Og nu har jeg endelig gjort det. Det er den fedeste følelse i verden.”
Næste skridt for Oliver er endnu et smut til Thailand, og i 2026 venter nye udfordringer i UNITE, hvor han fortsat er ubesejret.










