It-gigant vil massefyre tusindvis: Satser på kunstig intelligens

Op mod 6000 stillinger skal skæres væk i HP. Flere andre store techvirksomheder har gjort noget lignende.

Computer- og printerselskabet HP vil skære omkring hver tiende stilling væk på globalt plan på grund af kunstig intelligens.

Det oplyser it-giganten tirsdag som et led i en større omstruktureringsplan, skriver nyhedsbureauet AFP.

Ifølge selskabets seneste kvartalsregnskab forventer HP at fjerne mellem 4000 og 6000 stillinger. I stedet skal brugen af kunstig intelligens øges for at øge effektiviteten.

HP oplyser, at de nye nedskæringer er en del af en bredere plan om at øge innovation, produktivitet og kundetilfredshed gennem kunstig intelligens, som i stigende grad bruges i amerikanske virksomheder til softwareprogrammering og dataanalyse.

HP’s seneste tiltag afspejler en bredere tendens i branchen. Virksomheder investerer massivt i udvikling af kunstig intelligens, samtidig med at teknologien bliver brugt til at få omkostningerne ned.

Flere andre store tech-virksomheder som Google, Microsoft og Amazon har også annonceret nedskæringer i arbejdsstyrken. Flere peger på behovet for at omfordele ressourcer til fordel for kunstig intelligens.

HP forventer, at omstruktureringen vil spare virksomheden for omkring en milliard dollar – knap 6,5 milliarder danske kroner – ved udgangen af regnskabsåret 2028.

HP’s administrerende direktør, Enrique Lores, siger til Wall Street Journal, at virksomheden planlægger at hæve prisen på selskabets computere og samarbejde med nye leverandører.

Det skal dæmme op for de højere omkostninger, der er forbundet med kunstig intelligens, lyder det.

I det seneste kvartal offentliggjorde HP et overskud på 795 millioner dollar – sammenlignet med 906 millioner dollar året før. Omsætningen steg med 4,2 procent og overgik analytikernes forventninger.

HP har igennem de seneste år skåret betragteligt i arbejdsstyrken.

/ritzau/AFP

Hjælpeløs kvinde voldtaget i minibus: Handicapchauffør tiltalt

Illustrationsfoto