Julens tilbudskrig er for alvor brudt ud, og denne uge er især én varegruppe banket helt i bund.
Der er skruet helt ned for priserne på Pepsi, Faxe Kondi og andre populære sodavand, og kølemontrerne rundt om i landet er allerede blevet stormet af kunder, der vil sikre sig de bedste tilbud.
At fødevarepriserne generelt er steget mere end 30 procent over fire år, har kun gjort danskerne endnu mere prisfølsomme og ifølge analysechef hos Tjek (eTilbudsavis), Claus Nykjær, er der ingen tvivl om, hvad der foregår:
‘Det er jo en sæson, hvor danskerne traditionelt går ud og handler stort ind. Derfor kommer kæderne med attraktive tilbud for at lokke kunder til,’ siger han til B.T.
Men i denne uge er noget usædvanligt sket.
For mens en kasse med 24 dåser sodavand syd for grænsen koster 59,99 kroner, kan man nu købe de samme mængder Pepsi og Faxe Kondi billigere i Danmark end i Tyskland.
Tilbuddet findes i Lidl, hvor 24 dåser sodavand i flere varianter sælges til kun 59 kroner, altså billigere end i grænsebutikkerne. Tilbuddet gælder fra torsdag til lørdag og kræver en rabatkupon via Lidl-appen.
‘Det er jo verdens nemmest tjente penge at jagte tilbud. Når du skal bruge fem pakker smør til bagning, tager du tilbuddet til 15 kroner frem for den almindelige pris til 30 kroner,’ siger Claus Nykjær til mediet.
Hos eTilbudsavis mærker de også, at danskerne er gået i ekstrem spare-mode.
‘Vi har megatravlt lige nu,’ fortæller analysechefen.
