USA holder hemmelige møder med Rusland om Ukraine

Anonyme kilder siger til avis, at minister fra USA disse dage holder møder med Rusland og Ukraine i Abu Dhabi.

Ministeren for den amerikanske hær, Daniel Driscoll, ankom mandag til Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater, hvor han skal deltage i drøftelser om fred med en ukrainsk efterretningschef og en delegation fra Rusland.

Det skriver avisen Financial Times på baggrund af meldinger fra unavngivne kilder.

En unavngiven amerikansk embedsmand og to andre anonyme kilder med kendskab til sagen siger, at Driscoll og den russiske delegation mandag tog hul på drøftelserne.

De skal efter planen fortsætte tirsdag, lyder det.

Ifølge avisen står det ikke klart, hvem der deltager i drøftelserne for Rusland.

Fra ukrainsk side ventes det, at Daniel Driscoll skal mødes med Kyrylo Budanov, som er chef for Ukraines militærs efterretningstjeneste, GUR, siger to kilder.

GUR er ikke vendt tilbage på henvendelser om sagen. Kildernes meldinger er således ikke blevet bekræftet fra officiel hold.

Meldingerne om mødet i Abu Dhabi kommer, efter at der i weekenden har været forhandlinger i Genève i Schweiz. Her har Daniel Driscoll ifølge en af mediets kilder også spillet en rolle.

– Driscoll har været ret dybt involveret i den her fredsproces de seneste dage, siger en unavngiven amerikansk embedsmand til Financial Times.

Ministeren er derfor klædt på til at kommunikere med Rusland om sagen, siger kilden.

– Ukraine ved naturligvis, hvad der foregår, de vidste, hvor han skulle hen (efter Genève, red.), siger den amerikanske embedsmand.

Hun lå alene i skoven og skreg i mørket: 10-årig trampet på af hest – “ingen voksne til stede”