Vanvid på motorvejen: Bilist bakkede to kilometer i tunnel

Bilisten er blevet sigtet for vanvidskørsel, og køretøjet er blevet beslaglagt af politiet efter den vanvittige kørsel.

En helt vanvittig situation udspillede sig mandag morgen, hvor en bilist ombestemte sig efter at være kørt ind i en tunnel.

Her valgte vedkommende at bakke i næsten to kilometer i Øresundstunnellen for ikke at fortsætte til Sverige.

Det skriver Københavns Politi i et opslag på X.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

‘I morges klokken 07.46 modtog vi en anmeldelse om en bilist, der bakkede næsten 2 kilometer i Øresundstunnelen. Bilisten blev sigtet for vanvidskørsel, og bilen blev efterfølgende beslaglagt,’ skriver politikredsen.

Lignende sager har politiet den seneste tid oplevet mange af.

Det skyldes, at den sidste frakørsel ved lufthavnen mod Sverige er lukket, da en togstation er under ombygning.

Bilister, der først opdager det for sent, laver derfor U-vendinger og bakker på Øresundsmotorvejen for ikke at ende i Sverige.

Den slags manøvrer er ikke blot ulovlige, men kan også skabe livsfarlige situationer, skriver politikredsen.

Derfor opfordres det kraftigt til, at man kører efter skiltningen.

‘Følg skiltningen og find en sikker, alternativ rute,’ lyder det i et afsluttende opslag på X fra Københavns Politi.

Presse-fotos.dk har i oktober skrevet flere historier om bilister, der laver vanvittige manøvrer på Øresundsmotorvejen, fordi de har misset den sidste frakørsel. Læs mere om det her.

Panik på motorvejen: Livsfarlig manøvre for at undgå Sverige