Bil helt udbrændt ved Superliga-stadion: ‘Der ligger en sten på bagsædet’

Lørdag middag holder en bil helt udbrændt på en parkeringsplads ved et Superliga-stadion. Bilen udbrændte i nat under mistænkelige omstændigheder.

Ruderne er væk, farven fra bilens bagende er smeltet bort og inde i bilen er køretøjets skelet blottet. Det eneste, der syner nogenlunde normalt er bilens front, der dog alligevel er medtaget omkring kølerhjelmen.

Det er synet, der lørdag middag er at finde på en parkeringsplads tilstødende et stadion, hvorpå et dansk Superliga-hold spiller sine hjemmebanekampe.

Natten til lørdag var der ild i bilen.

Meldingen indgik ved brandvæsnet omkring klokken 00.40, hvorefter brandfolk hastede mod bilbranden, der siden blev slukket.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Bilen er særdeles hårdt medtaget som følge af branden. Midt på bagsæderne ligger en stor sten – du kan se flere billeder nederst i artiklen.

Hvordan branden er startet er endnu ikke bekræftet officielt, men der er i den grad ting, der peger i retning af, at den er påsat.

“Der ligger en belægningssten på bagsædet, så det undersøges om branden er påsat,” forklarer Presse-fotos.dk’s udsendte på Vestre Ringvej i Fredericia, hvor Monjasa Park ligger.

Under den fuldstændig raserede bil ligger en del vand, der må formodes at stamme fra TrekantBrands brandbekæmpelse.

Superliga-holdet FC Fredericia, der har hjemmebane på Monjasa Park, møder søndag eftermiddag FC Nordsjælland i Superligaen.

Kampen spilles dog i Farum, hvor det nordsjællandske mandskab holder til.

Flere udrykningskøretøjer er lørdag formiddag blevet kaldt til en bygningsbrand. I forbindelse med hændelsen er to hunde omkommet.