Ukraine og Rusland har modtaget en fredsplan fra USA, der skal forsøge at sætte skub i at skabe fred.
Ukraine vil i de kommende dage rådføre sig med sine partnere om initiativer for at få afsluttet krigen.
Det oplyser Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyjs kontor lørdag i en erklæring på beskedtjenesten Telegram ifølge Reuters.
Meldingen kommer, efter at kontoret torsdag oplyste, at præsidenten havde modtaget et udkast til en fredsplan fra USA.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Zelenskyj har godkendt sammensætningen af delegationen, som vil blive ledet af chefen for hans kontor, oplyser kontoret.
– Ukraine kommer aldrig til at blive en hindring for fred, og repræsentanter for den ukrainske stat vil forsvare det ukrainske folks legitime interesser og grundlagene for europæisk sikkerhed, lyder det.
Både Ukraine og Rusland har modtaget den amerikanske fredsplan, som er det seneste forsøg på at sætte skub i fredsprocessen mellem de to lande.
Planen er ikke blevet officielt præsenteret, men udkastet til den har været beskrevet i en række medier. Den skal indeholde flere punkter, der af mange anses for at være markante indrømmelser for Ukraine.
Volodymyr Zelenskyj sagde ifølge Reuters fredag, at Ukraine risikerer at miste landets værdighed og frihed.
Trump har sagt, at torsdag i næste uge i hans øjne vil være en passende deadline for ukrainsk accept af fredsforslaget.
Krigen i Ukraine begyndte i februar 2022, hvor Rusland indledte en storskala invasion af nabolandet.
/ritzau/