Tre andre mænd blev frifundet for drabsanklage, men kendt skyldige i vold med døden til følge. Undervejs foregik der et stort drama, da to personer endte i slåskamp.
En 28-årig mand er torsdag ved Retten i Aarhus blevet kendt skyldig i manddrab i en sag fra Reginehøjvej, hvor en 19-årig mand blev dræbt af flere knivstik.
Tre andre er blevet frifundet for tiltalen efter straffelovens drabsbestemmelse, men er i stedet kendt skyldige i vold med døden til følge, skriver Århus Stiftstidende.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Drabet skete 15. december 2024, en halv times tid efter at klokken havde rundet midnat, da den 19-årige blev overfaldet af en gruppe personer foran en opgang på Reginehøjvej i Aarhus N.
Slag, spark og knivstik regnede ned over den unge mand, som pådrog sig adskillige alvorlige læsioner, der er beskrevet i sagens anklageskrift.
Pulsårer i bugregionen blev ødelagt, det ene skinneben blev knust, og den ene hofte fik et brud, lyder det blandt andet i beskrivelsen af mandens skader.
Sagen blev indledt i oktober og har været behandlet over en række retsmøder.
Senere torsdag skal først senioranklager Jesper Rubow fremlægge sin påstand om, hvilke straffe de fire mænd efter hans opfattelse bør idømmes. Dernæst er det mændenes forsvarsadvokaters tur.
Herefter vil rettens medlemmer trække sig tilbage for at votere. Dommen afsiges efter planen den 28. november.
Anklagemyndigheden har i sagens anklageskrift anført, at man ud over en fængselsdom vil gå efter at få tre af mændene udvist.
Det vil kræve, at retten vælger at fratage en af mændene hans danske statsborgerskab. De to andre er ikke danske statsborgere og vil derfor kunne udvises.
Den fjerde mand har ikke udenlandsk baggrund og risikerer derfor ikke udvisning.
Torsdagens retsmøde blev i øvrigt præget af et vist drama.
Ifølge Østjyllands Politi opstod der i en pause slåskamp mellem to personer, og politiet valgte at anholde dem og sigte dem for vold og forstyrrelse af den offentlige orden.
TV 2 Østjylland skriver, at der var tale om stor tumult foran Retten i Aarhus.
Slåskampen foregik altså ude foran selve retsbygningen
‘Flere er kommet op og slås, og der er utrolig mange politifolk til stede. Flere er også blevet anholdt,’ lød det fra mediets reporter på stedet.



