Fem nye atleter melder sig ind i kampen om ‘Årets Sportsnavn’

Med de fem nye nominerede til ‘Årets Sportsnavn’ er to tredjedele af feltet, der skal dyste om prisen, blevet offentliggjort.

2025 har været endnu et stærkt dansk sportsår med en række flotte præstationer på tværs af sportsgrene.

Traditionen tro bliver alle præstationerne og det bredere sportsmiljø i Danmark fejret ved det store SPORT-show.

Den helt store pris ved det årlige show er ‘Årets Sportsnavn’, der hylder en atlet eller et hold, der har haft et særligt imponerende år.

I sidste uge blev de første fem nominerede annonceret, og nu er Club La Santa, DIF og Team Danmark klar med de næste fem.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Det var badmintonstjernen Viktor Axelsen, der senest tog prisen som ‘Årets Sportsnavn’. Foto: Lars Møller / Danmarks Idrætsforbund

Kan blive dobbelt vinder

Blandt de fem nye kandidater til den prestigefyldte pris finder vi en mand, der tidligere har vundet titlen.

Cykelrytteren Mads Pedersen blev nemlig ‘Årets Sportsnavn’ efter et 2019, hvor han kunne iføre sig den ikoniske regnbuetrøje som VM-vinder.

I 2025 har rytteren fra Lidl-Trek haft endnu et vanvittigt år. På trods af de braste drømme i forårets monumentløb har Mads Pedersen hele sæsonen været blandt de bedste i verden.

Hele 14 sejre er det blevet til – herunder fire Giro-etaper, en enkelt i Vueltaen og en sejr i forårsklassikeren Gent-Wevelgem.

Han er den anden cykelrytter blandt årets nominerede indtil videre. I sidste uge blev Vuelta-vinderen Jonas Vingegaard annonceret som kandidat.

Mads Pedersen slutter året af som nummer fire på UCI’s verdensrangliste.

Sportslig mangfoldighed

En anden, der også har opnået en flot placering på ranglisten inden for sin sport, er tennisspilleren Clara Tauson.

Hun opnåede sin hidtil bedste placering på WTA’s verdensrangliste med en 12. plads.

Tauson vandt Auckland Open tilbage i januar, og måneden efter nåede hun til finalen i WTA 1000-turneringen i Dubai.

Ved sommerens Wimbledon kom hun længere, end hun nogensinde har været i turneringen. Her røg hun ud i fjerde runde mod Iga Swiatek, der senere tog titlen.

Blandt de nominerede er også to atleter, der gør sig bedst til vands. Roeren Frida Sanggaard Nielsen og kajakroeren Mads Brandt har begge taget medaljer med hjem fra flere store slutrunder.

Og sidst, men bestemt ikke mindst, er paraatleten Daniel Wagner også nomineret. Han har i år vundet VM-bronze i både længdespring og 100-meteren.

De fem nye nominerede slutter sig til cykelrytter Jonas Vingegaard, dressurrytter Cathrine Laudrup-Dufour, badmintonspiller Anders Antonsen, bueskytte Mathias Fullerton og skytte Rikke Mæng.

Vinderen kåres ved ‘SPORT 2025’ i Herning. Showet bliver sendt live på DR1 den 3. januar 2026.

De første fem danske atleter, der skal forsøge at ende den danske medaljetørke ved vinter-OL i 2026, er udtaget.