22 år efter hans optræden i en elsket TV 2-julekalender, kan den nu 37-årige skuespiller igen opleves i en ny julekalender på kanalen.
Siden han blev landskendt for sin rolle i en af de mest ikoniske TV 2-julekalendere for mere end to årtier siden, har han holdt sig mere eller mindre ude af mediernes søgelys.
Efter en række mindre serieroller kan den nu 37-årige skuespiller og sanger dog igen opleves på tv-stationen.
Når december begynder, skal han nemlig dyste imod en lang række danske kendisser i anden sæson af et nyt julekalenderformat.
Det offentliggør TV 2 selv.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Forsvandt pludselig
Tilbage i december 2003 blev den ikoniske julekalender ‘Jesus & Josefine’ sendt for første gang på TV 2.
I den ene af de to titelroller medvirkede en dreng med lange mørke krøller, der tidligere var blevet kendt fra sin medvirken i MGP med boybandet B-Boys.
Det var den dengang 15-årige Sebastian Aagaard-Williams, som spillede en ung Jesus over for Pernille Kaae Høier, der indtog rollen som Josefine.
To år senere gentog han rollen i filmen ‘Oskar & Josefine’, men derefter trak han sig fra skuespillerlivet, og der skulle gå 13 år, inden han fik sin næste rolle.
Siden 2018 har han haft nogle mindre roller i enkelte afsnit af serier som ‘The Rain’, ‘Skruk’ og ‘Far’.
Senest optrådte han i 2024 i rollen som nyhedsvært i TV 2-serien ‘Graverne’.
Nu vender han tilbage på stationen, der gav ham det helt store folkelige gennembrud for mere end to årtier siden.
Stjernespækket cast
Sebastian Aagaard-Williams er nemlig blandt de 24 kendte danskere, der deltager i anden sæson af ’24 stjerners julekalender’.
Det er blandt andet skuespillere, landsholdslegender og realitystjerner, der skal dyste i en række juleudfordringer i den hyggelige julehytte.
Værten Melvin Kakooza får ud over Sebastian Aagaard-Williams selskab af blandt andre John ‘Faxe’ Jensen, Stephanie ‘Geggo’ Karma Salvarli og Glenn Bech.
Hver dag fra den 1. december vil en deltager ryge ud af programmet – og hytten – indtil der kun er én stjerne tilbage den 24. december. Vinderen bliver udråbt som ‘Årets julestjerne’.
Til nytår inviterer Melvin Kakooza endnu en gang en række stjerner fra både denne og forrige sæson af ’24 stjerners julekalender’ ind i hytten til ’24 stjerners nytårsknald’.
Her vil Sebastian Aagaard-Williams dog ikke være at finde blandt deltagerne.
Anden sæson af ’24 stjerners julekalender’ har premiere den 1. december på TV 2 Play og TV 2 Echo.
’24 stjerners nytårsknald’ kan ses på TV 2 Play og TV 2 Echo den 29. og 30. december 2025.
Danmarks Radio har nu endelig offentliggjort værtsrollen for dette års udgave af det store juleshow.