Siden 2022 har 25 kommuner hævet skatten, mens fem har sænket den. I de resterende kommuner er skatten uændret.
28 procent af danskerne mener, de kender skatteniveauet i deres kommune, og kun omkring hver femte gætter rigtigt på, hvor meget de faktisk betaler i kommuneskat.
Ifølge Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS, er manglende viden om skatteforhold et problem for demokratiet.
“Det kommer bag på mig, at så mange er uvidende om, hvad de betaler for den lokale velfærd. Alt andet, vi betaler for – dagligvarer, biler, håndværkere – interesserer vi os for. Men prisen på folkeskolen, ældreplejen og børnepasningen kender de fleste slet ikke. Det er et demokratisk problem,” siger Karsten Bo Larsen.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Skatten i kommunerne er i gennemsnit steget fra 25,31 procent til 25,43 procent siden 2022.
Det skyldes ifølge CEPOS, at flere kommuner har hævet skatten markant, mens få har sænket den.
Den kommune, der har hævet skatten mest siden 2022, er Frederiksberg Kommune, hvor den er steget med 1,7 procent.
(Artiklen fortsætter under faktaboksen)
Kommuner, der har hævet skatten siden 2022
- Frederiksberg Kommune: Steget med 1,7 procent.
- Vordingborg Kommune: Steget med 1,1 procent.
- Glostrup Kommune: Steget med 1,0 procent.
- Tårnby Kommune: Steget med 1,0 procent.
- Allerød Kommune: Steget med 1,0 procent.
- Slagelse Kommune: Steget med 1,0 procent.
- Fanø Kommune: Steget med 0,7 procent.
- Vejen Kommune: Steget med 0,6 procent.
- Herning Kommune: Steget med 0,5 procent.
- Rebild Kommune: Steget med 0,5 procent.
- Rudersdal Kommune: Steget med 0,4 procent.
- Køge Kommune: Steget med 0,4 procent.
- Lemvig Kommune: Steget med 0,3 procent.
- Helsingør Kommune: Steget med 0,3 procent.
- Esbjerg Kommune: Steget med 0,3 procent.
- Horsens Kommune: Steget med 0,3 procent.
- Greve Kommune: Steget med 0,3 procent.
- Aalborg Kommune: Steget med 0,2 procent.
- Randers Kommune: Steget med 0,2 procent.
- Solrød Kommune: Steget med 0,2 procent.
- Gentofte Kommune: Steget med 0,1 procent.
- Hedensted Kommune: Steget med 0,1 procent.
- Hjørring Kommune: Steget med 0,1 procent.
- Furesø Kommune: Steget med 0,1 procent.
- Skanderborg Kommune: Steget med 0,1 procent.
Analysen viser også, at kommuner med mange offentligt ansatte og modtagere af overførselsindkomster har større sandsynlighed for at hæve skatten.
En ny ‘skattekontrakt’
Og netop skattestigninger fylder i kommunalvalget.
I sidste måned præsenterede interesseorganisationen Skattebetalerne et nyt initiativ, der skal sætte kommuneskatten i bero.
Organisationen kalder det en ‘skattekontrakt’, hvor politikerne lover, at de ikke vil hæve de kommunale skatter i den kommende valgperiode.
Indtil videre har 1.092 kandidater underskrevet kontrakten. Det fremgår af Skattebetalerne.dk.