Regeringen genåbner førtidspensionssager: ‘Bekymrende overrepræsentation af ikke-vestlige indvandrere’

En ny “Status på arbejdsmarkedet” fra Beskæftigelsesministeriet viser en overrepræsentation af ikke-vestlige indvandrere på førtidspension.

Beskæftigelsesministeriet udgav den 5. november “Status på arbejdsmarkedet” for oktober 2025.

Publikationen viser blandt andet effekten af et nyt tiltag og en opgørelse over udviklingen i de offentlige ydelser.

Nyt tiltag virker

Siden januar 2023 er beskæftigelsen blandt seniorer steget med 19.000 personer. Ifølge Beskæftigelsesministeriet skyldes det højkonjunktur, en stigende andel af ældre og færre på efterløn, men også en ændring i reglerne. Det skriver de i en pressemeddelelse.

Arbejdsindtægter bliver nemlig ikke længere modregnet i folkepensionen, og det er en faktor til udviklingen.

Udviklingen glæder beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek.

“Det er på alle måder positivt, at flere seniorer vælger at tage en ekstra tørn på arbejdsmarkedet. Økonomi betyder noget for folks valg. Og det betyder noget for hele vores samfund, når dygtige og erfarne folk fortsætter og bidrager, selvom de har muligheden for at trække sig tilbage,” siger Kaare Dybvad Bek.

‘Bekymrende overrepræsentation’

Publikationen kaster også lys over fordelingen af offentlige ydelser.

Knap hver femte person i den arbejdsdygtige alder – eksklusiv studerende på SU – er på offentlig forsørgelse.

Derudover er antallet af kontanthjælpsmodtagere faldet, mens antallet af førtidspensionister er steget.

“Selvom beskæftigelsen stiger, er der stadig mange, som står uden for arbejdsmarkedet. 255.000 fuldtidspersoner er for eksempel på førtidspension, og det tal er stigende,” står der i publikationen fra ministeriet.

Ifølge “Status på arbejdsmarkedet” er to ting særligt bekymrende. Det første er mængden af unge under 40 år, som er tilkendt førtidspension.

Det andet er mængden af ikke-vestlige indvandrere på førtidspension sammenlignet med resten af befolkningen.

19 procent af indvandrere fra MENAPT-landene er på førtidspension, mens det for resten af befolkningen gælder syv procent.

Derfor vil Kaare Dybvad Bek nu genåbne en række førtidspensionssager.

“Der er en bekymrende overrepræsentation af ikke-vestlige indvandrere på førtidspension, som vi ikke kan forklare. Førtidspension er den højeste ydelse, vi har, og tiltænkt nogle af de allersvageste i vores samfund. Derfor skal vi værne om ordningen. Vi kommer til at genåbne visse førtidspensionssager og frakende førtidspension, hvis det viser sig, at nogle ikke er berettiget til den,” siger beskæftigelsesministeren.

Regeringen foreslår fire konkrete tiltag, der skal hjælpe unge ind på det lukkede boligmarked.