Når vintermørket føles tungest, tændes et håb. Den 30. januar forvandles byen for en aften til et lysende univers af kunst, bevægelse og fællesskab.
Når vinteren synes længst, og mørket har lagt sig tungt over januar, opstår et øjeblik af fælles lys. Den 30. januar vender Lysfesten tilbage.
Et årligt arrangement, der samler byens borgere i en fejring af lyset, kunsten og fællesskabet.
Sådan skriver ROMU i en pressemeddelelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Smagen af julemiddagen er for længst forsvundet, og nytårets fest sidder ikke længere i hovedet.
Januar er ofte en stille måned, hvor mange søger indendørs varme og venter på forårets lys og varme.
Men netop dér, midt i mørket, tændes lysene igen, når Lysfesten inviterer til en aften fyldt med kreative oplevelser.
Projektleder på Lysfesten, Sif Vincent Brunemark, beskriver formålet som en påmindelse om sammenhold og liv i vinterkulden.
‘I sommerperioden er vi meget ude og omgivet af mennesker, som vi bor og lever side om side med. Men det kan vi godt glemme, når det er mørkt og koldt, og vi gemmer os inde i stuerne. I slutningen af januar er det på tide at komme ud og opleve, at vi ikke er alene. De andre er ikke forsvundet i mørket, de er her også stadig’.
Når mørket falder på den 30. januar klokken 17, tændes Lysfesten officielt med en åbningstale og en decideret unik forestilling midt i byens centrum.
Her opfører børne- og teenagedansere fra Ensemble Ballet en lysende opsætning inspireret af H.C. Andersens ‘Snedronningen’.
En fortælling om venskab, mod og kampen for at bringe varme tilbage i kulden. Danserne er iført LED-kostumer, der får hver bevægelse til at funkle i mørket.
Efter forestillingen fortsætter oplevelsen ud i byen, hvor lys og bevægelse bliver til én samlet fortælling.
Deltagerne inviteres på en stemningsfuld strøgtur langs Kulturstrøget, der strækker sig fra Domkirken til biblioteket. Her forvandles gaderne til et glødende lærred for lyskunst, poesi og nærvær.
(Artiklen fortsætter under faktaboksen)
Lysfesten i Roskilde
Hvornår: Fredag den 30. januar, kl. 17–21
Hvor: Langs Kulturstrøget fra Domkirken til biblioteket
Højdepunkter: Balletinspireret Snedronningen-forestilling, lysinstallationer af Maj D, børneworkshops og åbne kulturhuse
Arrangør: Institutionerne langs Kulturstrøget i samarbejde med Roskilde Kommune
Formål: At samle byens borgere og fejre lyset midt i vinterens mørke
‘En af hovedattraktionerne bliver installationer af lyskunstner Maj D, som er til stede med to værker. Blandt andet med værket Ildfluerne, der er lavet af genbrugsmaterialer. Op til Lysfesten laver Maj workshops i Kreativt Hus for Børn, hvor børn kan komme og lave deres egne mini-ildfluer. Det er virkelig et scoop, at en stor, anerkendt lyskunstner kommer og laver noget sammen med lokale børn,’ fortæller Sif Vincent Brunemark.
Hele aftenen holder kulturinstitutionerne langs Kulturstrøget åbent. Her kan man gå indenfor, mærke varmen og opleve hvert steds særlige stemning frem til klokken 21.
Lysfesten er et samarbejde mellem flere lokale institutioner og kunstnere og har efterhånden udviklet sig til en tradition, der markerer overgangen fra vintermørke til forårshåb.
For mange er aftenen blevet et symbol på netop det, navnet lover – et lys i mørket, båret af fællesskabets kraft.