Små ‘gummikugler’ forurener: Stor udfordring for Danmark

De nordiske lande går sammen om et projekt, der skal finde alternativer til det kunstgræsmateriale, som fra 2031 bliver forbudt.

Spiller du selv fodbold, eller har du børn, der gør, kender du sikkert de små gummikugler, der forvilder sig ind i hjemmet.

Gummikuglerne kaldes gummigranulat og bruges på langt de fleste kunstgræsbaner.

(Artiklen forsætter under billedet)

Foto: Adobe Stock

Men problemet med gummigranulat er langt større end irritationen over, at kuglerne sniger sig med hjem i fodboldstøvler.

Gummigranulat er nemlig en af de største kilder til mikroplastforurening i Europa. Derfor har EU besluttet, at materialet skal udfases og forbydes fra 2031.

(Artiklen fortsætter under faktaboksen)

Forbuddet betyder, at der skal findes alternativer til de små gummikugler. Det er særligt en udfordring i Norden, hvor mange kunstgræsbaner bruges hele året.

Derfor går Danmark og de andre nordiske lande sammen i et projekt, der skal undersøge miljøvenlige alternativer til gummigranulat. Det skriver Miljø- og Ligestillingsministeriet i en pressemeddelelse.

Miljøminister Magnus Heunicke ser et stort potentiale i projektet.

”Forældre til børn, der går til fodbold kender de små gummikugler, som ligger tilbage i entreen, når fodboldstøvlerne er taget af. Men gummigranulat fra kunstgræsbaner er desværre en del af et meget større problem, som bidrager til massiv forurening med mikroplast i Europa. Men der også et kæmpe potentiale i at sætte ind her, og derfor går vi nu sammen med vores nordiske naboer om at finde miljøvenlige materialer, der kan erstatte det forurenende gummigranulat. Vi skal kunne være trygge, når vores børn og unge mennesker bruger vores kunstgræsbaner, og banerne skal selvfølgelig heller ikke skade vores miljø,” siger Magnus Heunicke.

Projektet får et samlet budget på 15 millioner danske kroner.

En type lønmodtager har mere end dobbelt så stor risiko for at trække sig tidligt fra arbejdsmarkedet.