Valgplakat blev politianmeldt. Nu høster den udenlandsk opmærksomhed.
Lige nu og frem til den 18. november, hvor der afholdes kommunal- og regionalvalg, er det umuligt at undgå de mange valgplakater i bybilledet.
De fleste følger den klassiske formel med portrætbillede og partinavn. Nogle kandidater forsøger dog at skille sig ud med særlige poseringer eller iøjnefaldende budskaber.
Og det er en af de mere ukonventionelle plakater, der nu har udløst en debat.
En valgplakat fra Frie Grønne, der hænger i Københavns Kommune, er blevet både kritiseret og politianmeldt. På plakaten står der: “Befri København fra Zionismen.”
(Artiklen fortsætter under billedet)

International kritik
Den internationale kritik af plakaten kommer fra European Jewish Congress. I et opslag på det sociale medie X skriver de, at budskabet fremmer antisemitisk retorik.
“Vi fordømmer på det kraftigste de valgplakater, der er opsat i København af det danske parti Frie Grønne, med opfordringen “Befri København fra zionismen. Vi deler bekymringen fra Det Jødiske Samfund i Danmark (@Joedisksamfund), da dette slogan på farlig vis bidrager til en normalisering af antisemitisk retorik,” skriver organisationen.
European Jewish Congress opfordrer Frie Grønne til at fjerne plakaterne.
“Sådan et sprog, forklædt som politisk ytring, fremmer fjendtlighed mod jøder og bidrager til en allerede alarmerende stigning i antisemitisme på tværs af Europa. At sidestille “zionisme” med noget, en by skal “befries” fra, vækker ekkoer af nogle af de mørkeste kapitler i Europas historie. Vi opfordrer Frie Grønne til straks at fjerne plakaterne og bekræfte deres engagement i demokratiske værdier, respekt og kampen mod alle former for had,” står der til slut i opslaget.
Sikandar Siddique har tidligere i et opslag på Facebook understreget, at Frie Grønne ikke ønsker at smide nogen mennesker ud af København og afvist, at budskabet retter sig mod personer, trosretninger eller befolkningsgrupper.
En kontroversiel valgplakat fører nu til en politianmeldelse.
Partiet Frie Grønne møder kritik for valgplakat, der beskyldes for at have et antisemitisk budskab.