Arkæologer finder 50 skeletter under udgravning

Skeletterne, hvoraf nogle kan være 900 år gamle, stammer fra en kirkegård, der har ligget i området.

Arkæologer har fundet over 50 skeletter under en udgravning i Sankt Olufs Gade i Aarhus.

Det skriver museet Moesgaard i en pressemeddelelse.

Skeletterne, hvoraf nogle kan være 900 år gamle, stammer fra en tidligere kirkegård, der har ligget i området siden 1100-tallet.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

Fundet af skeletterne ved kirkegården, der var i brug frem til 1813, kan sige noget om kristendommens udvikling i byen, siger Mads Ravn, der er arkæolog og leder af afdelingen Lokal Kulturarv på Moesgaard.

– De sjældne skeletter giver os en enestående mulighed for at lære mere om de første aarhusianeres liv, sygdomme og tro – og om den kristne kulturarvs rolle i byens udvikling, siger han i pressemeddelelsen.

Man vil blandt andet undersøge, hvordan skeletterne er begravet, lyder det.

Udgravningen sker i forbindelse med Aarhus Kommunes etablering af nye affaldscontainere i området.

Skeletterne skal nu undersøges på Moesgaard – blandt andet skal der laves kulstofprøver, så de mere præcist kan dateres.

/ritzau/

Påvirket mand cyklede forbi politistation: Dagen efter røg han i fængsel i tre år