Svensk tv melder om et dødsoffer efter høje brag i byen Gävle. Længere sydpå i Stockholm er en person skudt.
Flere personer er kommet til skade efter meldinger om høje brag i den svenske by Gävle lørdag aften.
Det siger politiets pressetalsmand ifølge det svenske nyhedsbureau TT.
– Vi har flere skadede, jeg kan ikke oplyse et antal lige nu. Vi har et stort område afspærret, siger talsmanden, Magnus Jansson Klarin.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Han tilføjer, at politiet efterforsker sagen som en “grov forbrydelse”.
Ifølge tv-stationen SVT er en person afgået ved døden. Det er dog ikke bekræftet af politiet.
De første alarmopkald kom kort efter klokken 20 lørdag aften.
En stor politiindsats er i gang i området i bydelen Brynäs. Der er også sendt ambulancer til stedet.
Nu leder politiet efter vidner til hændelsen.
– Vi har grund til at tro, at der er folk, som har gjort iagttagelser, siger politiets pressetalsmand.
Det er ikke mere end tre uger siden, at seks personer blev skudt i den centrale del af Gävle.
En 13-årig dreng blev anholdt tæt ved gerningsstedet.
Gävle ligger omkring 170 kilometer nord for den svenske hovedstad, Stockholm.
Lørdag aften er der desuden meldinger om, at en person er blevet skudt i Rinkeby i det nordvestlige Stockholm.
– Der er en person, der er såret af skud. Vi mistænker selvfølgelig, at der er tale om en forbrydelse, siger en pressetalsmand for politiet i Stockholm til TT.
Det er ikke umiddelbart klart, hvor alvorligt personen er såret.
/ritzau/TT