En kvinde har fredag mistet livet i forbindelse med en kollisionsulykke med en lastbil. Dødsulykken er sket i et kryds, hvor der for under et år siden også skete to sammenstød, der kostede flere liv
“Det ser ud til at være et alvorligt færdselsuheld.”
Sådan sagde vagtchef fra politiet Thomas Hald tidligere fredag i den indledende fase af politiets arbejde efter et hårdt sammenstød mellem en lastbil og en personbil.
I forbindelse med sammenstødet sad en 62-årig kvinde fastklemt i sin bil. Den kvinde er nu afgået ved døden, lyder politiets tragiske meldinger.
I december 2024 skete der to dage i træk – den 19. og 20. december – to dødsulykker i samme kryds . Her afgik en 83-årig mand og en 32-årig mand ved døden.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Dødsulykken med det 62-årige kvindelige offer er sket fredag klokken 13.00 på Ringkøbingvej i krydset ved Fårevej i Bækmarksbro ved Lemvig.
Jens Claumarch, der er vagtchef i Midt- og Vestjyllands Politi, forklarer til Ritzau, at en personbil skulle svinge til venstre i et kryds, og at en bagvedkørende bilist overså personbilen og på den måde kom over i den modsatte vognbane, hvor en lastbil kom kørende.
Den bagvedkørende bilist kolliderede med lastbilen og afgik ved døden, siger vagtchefen.
De pårørende er underrettet.
En bilinspektør har været på stedet for at undersøge ulykken. Bilinspektøren vil senere lave en rapport, der skal klargøre de nærmere omstændigheder omkring ulykken.
Der er ikke længere afspærret i det pågældende kryds, selv om lastbilen stadig skal fjernes.