Ny spilaftale gør tv-reklamer for pengespil under sportsbegivenheder forbudt, siger skatteminister.
Der skal gøres op med reklamer, der lokker tv-seerne til at spille om penge, når de ser sport i fjernsynet.
Derfor har et bredt flertal i Folketinget indgået en aftale, der skal bremse spilafhængighed og styrke beskyttelsen af børn og unge mod pengespil.
Aftalen indeholder blandt andet et såkaldt “fløjt-til-fløjt-forbud”, der forbyder reklamer for pengespil på tv og streaming i forbindelse med transmissioner af livesport.
Det vil gælde fra ti minutter før første fløjt og indtil ti minutter efter sidste fløjt.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det fremgår af aftalen, som skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) præsenterede på et pressemøde fredag morgen.
– Aftalen tager et markant og vigtigt skridt i forhold til at sige fra over for spil. Over for det massive tryk, unge ser, for at få dem til at spille.
– Vi har brug for, at man kan se en fodboldkamp uden at blive tæppebombet af reklame, siger skatteministeren.
Aftalen er landet efter flere års forsøg på at nå til enighed. Regeringen er nået til enighed med alle Folketingets oppositionspartier med undtagelse af Liberal Alliance, der trak sig fra forhandlingerne torsdag.
Med den nye aftale får behandlingsstederne otte millioner kroner til behandling af spilafhængighed, og Spillemyndigheden får styrkede beføjelser til at blokere hjemmesider, der formidler spil på ulovlige sider.
Den indeholder ikke et totalforbud på spilreklamer.
Ane Halsboe-Jørgensens tre forgængere har alle lovet at indkalde til forhandlinger for at få udbedret den spilafhængighed, som mange borgere lider af.
Mens løsningerne på spilafhængighed er udeblevet, er spilreklamer begyndt at fylde mere og mere. Næsten 500.000 voksne danskere havde i 2021 en grad af et pengespilsproblem.
En opgørelse, som Kantar Media har foretaget for DR, viser, at antallet af spilreklamer vist på tv er steget 70 procent fra 2020 til 2024. I radioen er stigningen 102 procent.
Regeringen nedsatte i 2022 et “ungespilpanel”, som i 2024 anbefalede regeringen at forbyde spilreklamer.
/ritzau/
Koster kommunerne millionbeløb: Nu forsvarer borgmestre Royal Run-værtsskab
