En ung mand er fundet alene, bevidstløst og kvæstet på gaden i København. Manden er blevet bragt til hospitalet, mens en større aktion nu er i gang.
“Et større græsområde er blevet afspærret. Der afsøges med hunde – og vidner fortæller, at politiet har været her i flere timer. Indgangen til det kendte bodega er samtidig blevet lukket.”
Sådan fortæller Presse-fotos.dks udsendte tidligt onsdag aften om en aktion, hvor en større mængde politistyrker befinder sig.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Politiindsatsen og afspærringerne finder sted omkring det kendte bodega Lumskebuksen på Lersø Parkallé i København Ø.
I den forbindelse har Presse-fotos.dk været i kontakt med vagtchef ved Københavns Politi Anders Frederiksen.
“Jeg kan bekræfte, at vi er derude i forbindelse med efterforskningen af et forhold fra i nat,” starter vagtchefen.
“Omkring klokken cirka 02.30 får vi en anmeldelse af, at tilfældige forbipasserende finder en 24-årig mand tilskadekommen på gaden. Den tilskadekomne ligger alene, er ukontaktbar og har skader.”
Den 24-årige mand blev fundet på gaden i krydset mellem Stadens Vænge og Jagtvej, som ligger omkring 100 meter fra bodegeagen Lumskebuksen.
“Vi har en formodning om, at den pågældende mand har været inde på Lumskebuksen inden da. Her er han gået fra og bliver efterfølgende fundet på gaden,” siger vagtchef Anders Frederiksen.
På grund af formodningen foretager Københavns Politi undersøgelser inde på og omkring Lumskebuksen med blandt andet politihunde – og derfor har området onsdag eftermiddag og tidlig aften været afspærret.
“Vi skal undersøge i forhold til, om der er tale om et overfald, eller om han er kommet til skade ved egen uforsigtighed,” siger vagtchef Anders Frederiksen.
Vagtchefen kender tidligt onsdag aften ikke status på den 24-årige mand. De seneste oplysninger lød, at han var ukontaktbar og havde skader.
Senere lyder det, at manden er uden for livsfare.







