‘Det er en tidligere militærmand, som de fører væk’: Stor aktion i gang

Under aktionen har politiet overvåget ind- og udgange til en erhvervsbygning, hvor en mand har forskanset sig.

Onsdag eftermiddag har en stor politiaktion fundet sted, hvor en mand har forskanset sig i en erhvervsbygning.

Efterfølgende er manden blevet ført væk fra stedet i håndjern af politiet.

Ifølge vidner, der kender den anholdte, er der tale om en tidligere militærmand.

(Artiklen fortsætter under billedet)

En mand føres væk i håndjern fra stedet – se flere billeder nederst i artiklen.

På adressen har politiet fundet en pistol og et jagtgevær. Det oplyser den udsendte fra Presse-fotos.dk.

Under aktionen har ordensmagten overvåget bygningens ind- og udgange, mens et politiskjold også har været i brug.

Den vilde politiaktion har fundet sted ved Stæremosen i Gilleleje.

Det er på nuværende tidspunkt uvist, hvorfor manden har forskanset sig, og hvad der har ført til den store aktion.

Mikkel Thrane, vagtchef i Nordsjællands Politi, bekræfter anholdelsen.

“Vi har haft en anholdelsesaktion, hvor en person er blevet anholdt,” siger han til Presse-fotos.dk.

Ifølge vagtchefen er det Fyns Politi, der har ønsket at tale med den anholdte mand. Derfor er det sparsomt med oplysninger, som Nordsjællands Politi kan dele.

Efterfølgende er det lykkedes for Presse-fotos.dk at få en kommentar fra Fyns Politi. Også denne gang er oplysningerne begrænsede.

“Det er korrekt, at der er tale om en ransagning og anholdelse. Det er en sag, der handler om trusler,” fortæller Sunniva Pedersen-Reng, kommunikationsrådgiver i Fyns Politi, til Presse-fotos.dk.

Redaktionen følger sagen og opdaterer artiklen, hvis der kommer nye oplysninger.