Anklageskriftet beskriver, hvordan musikeren skal have stukket en dørmand i hovedet med en afløbsrist og derefter bidt ham gentagne gange. Han er desuden tiltalt for hærværk på politiets detentionsmadras.
Den danske rapper står igen over for en alvorlig straffesag. Ifølge anklagemyndigheden stak han en dørmand i hovedet med en afløbsrist og bed ham flere gange under et voldsomt opgør.
Musikeren, der tidligere i år blev dømt i en anden voldssag, er nu tiltalt for både grov vold og hærværk.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det fremgår af et anklageskrift, som SE og HØR har fået aktindsigt i.
Her fremgår det, at politiet mener, at han under et slagsmål brugte en afløbsrist som slag- og stikvåben mod en dørmand, som han derudover bed flere gange.
Sagen markerer endnu et voldeligt optrin i en periode, som musikeren selv tidligere har kaldt kaotisk.
“Samarbejdet med livet var på sidespor i daværende periode. Og jeg må erkende, at jeg havde drukket for meget,” sagde han til SE og HØR i slutningen af september.
Ifølge anklageskriftet fandt episoden sted i slutningen af marts i år i Frederikshavn Kommune.
Her kom den unge musiker efter midnat i klammeri med en dørmand på et serveringssted i byen.
Omkring kl. 00.30 skal han have taget fat i en afløbsrist og stukket dørmanden i ansigtet, før han bed ham gentagne gange i overkroppen.
Kort efter blev han anholdt og bragt til politistationen i Aalborg.
Her mener politiet, at han ødelagde en af politiets detentionsmadrasser, hvilket har ført til en yderligere tiltale for hærværk. Nordjyllands Politi kræver erstatning på 2.294 kroner for skaden.
Musikeren er tidligere idømt tre måneders fængsel for blandt andet vold, tyveri og hærværk.
Den nye sag gælder dog den mere alvorlige paragraf om grov vold, som kan medføre op til seks års fængsel.
Anklagemyndigheden har desuden nedlagt påstand om, at han forbydes adgang til det pågældende serveringssted i tidsrummet mellem kl. 24 og 05.
Forsvareren har ikke ønsket at kommentere sagen eller oplyse, hvordan musikeren forholder sig til anklagerne.