I en rundspørge udført af fem danske medier svarer næsten halvdelen af de adspurgte forpersoner, at deres patienter får unødvendige behandlinger.
Fire ud af ti forpersoner i sundhedsfaglige selskaber og organisationer svarer, at der inden for deres eget område foretages unødvendige undersøgelser. Det viser en rundspørge, som DR har lavet i samarbejde med Videnskab.dk, Kommunen.dk, Sygeplejevidenskab.dk og podcasten Sundhedsvisioner blandt 133 sundhedsfaglige selskaber og fagorganisationer.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det er blandt andet Cees Stavenuiter, der er praktiserende læge og medlem af bestyrelsen i Dansk Selskab for Almen Medicin, der fortæller, at han oplever, at patienter får unødvendige undersøgelser.
“Der sker faktisk unødvendige undersøgelser hos de praktiserende læger. Også hos mig selv,” siger han ifølge DR.
133 forpersoner er adspurgt i undersøgelsen, hvoraf 90 har svaret. De 133 adspurgte repræsenterer til sammen cirka 210.000 ansatte i sundhedsvæsnet.
I undersøgelsen fremgår det, at pres fra patienter og pårørende er en af de helt store årsager til de unødvendige behandlinger. Ligeledes er frygten for at overse noget en afgørende faktor, mens ren rutine også spiller ind.
Tvivl om pengene bruges rigtigt
Moderaternes sundhedsordfører, Rosa Eriksen, stiller spørgsmål ved, om pengene bliver brugt rigtigt.
“Det her er et kæmpe problem! Derfor skal vi bl.a. have et prioriteringsråd der skal kigge på, om vi bruger vores penge rigtigt i sundhedsvæsenet,” skriver hun på det sociale medie X.
Rosa Eriksen er langt fra den eneste, der har sat fokus på ressourceforbruget i sundhedsvæsenet. Sidste år kunne Mandag Morgen fortælle, at der hvert år bruges over 20 milliarder kroner på unødvendige behandlinger.
Og det er særligt en patientgruppe, der ofte får behandling, de ikke har brug for.
I undersøgelsen fra de fem danske medier fremgår det nemlig, at det ofte er patienter med rygproblemer, der ender i situationer med unødvendig behandling.
Praktiserende læge Cees Stavenuiter anslår, at 80 procent af rygscanninger helt kan fjernes.