Fra mandag den 20. oktober kan udvalgte borgere møde op uden tidsbestilling på Region Hovedstadens ni vaccinationsklinikker og få både influenza- og covid-19-vaccine.
Vaccinationssæsonen startede den 1. oktober, og ifølge Region Hovedstaden har der været stor aktivitet i både klinikker og hos Danske Lægers Vaccinations Service, som bistår regionerne med at tilbyde vaccinationer.
“Mange borgere har allerede fået deres årlige vaccination og for at gøre det endnu nemmere for borgerne at få en vaccine, åbner vi nu op for, at man på vores egne ni vaccinationssteder kan møde op, når det passer ind i hverdagen uden forudbestilt tid. Det, håber vi, gør det lettere for borgere at tage imod tilbuddet om vaccination,” siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj i en pressemeddelelse fra Region Hovedstaden.
Det er i Region Hovedstaden, at der registreres flest tilfælde af smittede med Covid-19 og influenza.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Drop-in-vaccinationerne tilbydes på regionens hospitaler og sundhedshuse inden for klinikkernes åbningstider. Der lukkes for adgang 30 minutter før lukketid, så det sidste tidsrum kan bruges til at vaccinere de borgere, der allerede er mødt op.
Tilbuddet er målrettet borgere, der er 65 år eller ældre. Sårbare børn og unge skal fortsat booke tid til vaccination.
Ifølge Statens Serum Institut er 283.991 borgere fra den 1. oktober til den 14. oktober blevet vaccineret mod Covid-19. 346.025 borgere er blevet vaccineret mod influenza.