Da Twitch-profilen Rasmus Søndergaard blev mødt med kritiske spørgsmål, eksploderede interviewet. Ekspert peger på, at mange influencere ikke tåler modspil, fordi de er vant til udelukkende ros.
Et interview mellem Twitch-streameren Rasmus Søndergaard og B.T.’s podcastvært Henrik Qvortrup udviklede sig for nylig dramatisk, da emnet faldt på Søndergaards sponsorat med energidrikken Red Bull.
Energidrikke må ifølge reglerne ikke markedsføres direkte over for børn og unge under 18 år, og da Qvortrup spurgte ind til, om Søndergaard kunne udelukke, at hans seere er under aldersgrænsen, gik interviewet i hårdknude.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Midt under optagelserne rejste Søndergaard sig, stoppede interviewet og udbrød:
“Det er bare irriterende, at jeg siger 500 gange, at vi ikke skal lave det fucking lort. Amen helt ærligt.”
Kort efter gav han sin telefon til sin manager og rasede i stedet videre i sin egen livestream på Twitch, hvor tusindvis af seere kunne følge optrinnet direkte.
“Jeg fucking siger det til min manager Simon, at jeg ikke skal lave det her fis. Så fucking presser han mig til det,” sagde han i sit eget stream.
Ifølge Troels Johannesen, strategisk kommunikationsrådgiver i Moment Kommunikation, er den slags reaktioner ikke overraskende.
Han vurderer, at mange influencere er dårligt rustet til at håndtere journalistisk modstand.
“Influencere er vant til at styre fortællingen om sig selv. De får likes, ros og positiv opmærksomhed. Når en journalist stiller kritiske spørgsmål, oplever de det som et angreb, fordi de mister kontrollen,” siger han til B.T.
Han påpeger, at influencere i dag når langt flere mennesker end mange traditionelle medier – og derfor også bør tåle samme grad af kritisk dækning.
Et andet eksempel er influenceren Cecilie Hougaard, kendt som ‘Cillemouse’, der trak sig fra offentlig debat, efter hun blev mødt med kritik i DR’s Deadline.
Hun kunne ikke se det dobbeltmoralske i, at man selv viser “det perfekte liv”, samtidig med at man skriver en bog om, hvordan man skal gøre op med perfekthedskulturen.
Hun reagerede ikke på medierne, men vendte i stedet tilbage til sine egne kanaler, hvor følgerne sendte ros og støtte.
Ifølge Troels Johannesen er det et tydeligt mønster.
“De bruger deres egne platforme som et skjold mod ubehagelige spørgsmål. Det er trygt – men det er også uprofessionelt, når man har så stor magt og indflydelse,” siger han.
Drop den dyre tørretumbler: Dette trick tørrer dit tøj lynhurtigt