Alarmerende nikotintrend blandt unge: Regeringen griber ind

https://pressefotos.bbvms.com/p/presse_fotos_player/c/6995380.js

Trods forbud florerer især puff bars med ulovlige smage i skoletiden. Nu styrker regeringen indsatsen mod unges brug af vanedannende nikotinprodukter.

Nikotinprodukter er i stigende grad blevet en del af hverdagen for danske skoleelever til trods for, at flere af produkterne er ulovlige at sælge i Danmark.

Især de farverige og frugtsmagende puff bars er populære blandt børn og unge.

Ifølge Statens Institut for Folkesundhed er andelen af 15-17-årige, der dagligt eller lejlighedsvist bruger e-cigaretter, steget fra 4,5 procent i 2020 til 14,3 procent i 2024.

Det vækker bekymring hos regeringen.

“Vi ser desværre, at alt for mange børn og unge bliver afhængige af nikotinprodukter. Det er alarmerende. Derfor håber jeg, at flere forældre kommer mere på banen og tager snakken med deres børn,” siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde i en pressemeddelelse fra Indenrigs- og sundhedsministeriet.

Som reaktion på den stigende brug af nikotin blandt unge sætter regeringen nu gang i en indsats målrettet forældre og skolemiljøer. Formålet er at udbrede kendskabet til sundhedsrisici og styrke dialogen med de unge.

Det bliver den landsdækkende forening SSP-Samrådet, der skal stå for initiativet, som blandt andet kan bestå af temaaftener, digitale værktøjer og informationsmateriale til skoler og kommuner.

Regler håndhæves ikke

Siden 2021 har det været forbudt for elever at ryge eller bruge nikotinprodukter i skoletiden. Men reglerne håndhæves ikke til fulde.

75 procent af de elever, der bruger snus eller nikotinposer, bruger dem også i skoletiden. 71 procent af dem, der bruger e-cigarettter, og 62 procent af dem, der ryger cigaretter, siger det samme, ifølge Statens Institut for Folkesundhed.

En tendens, som indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde vil have stoppet.

“Det går ikke, at yngre elever i løbet af skoledagen skal se ældre elever, som de ser op til, bruge nikotinprodukter. Det sender et helt forkert signal, siger hun og peger samtidig på, at nikotin kan hæmme koncentrationsevnen,” siger hun.

Der er i alt sat 16,5 millioner kroner af til de nye initiativer, som finansieres via forebyggelsesplanen.

DN: Danmark skal have et ”Økokrim” – og forurenerne skal betale