Første del af udbygningen mellem Skanderborg og Vejle står klar syv måneder før planlagt.
I begyndelsen af november åbner Vejdirektoratet den nordligste del af udbygningen af E45 mellem Skanderborg og Vejle. Strækningen er på seks kilometer og står færdig hele syv måneder før tid. Det oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)

I knap to år har Vejdirektoratet og entreprenører arbejdet på at udvide motorvejen mellem Vejle og Skanderborg. Det samlede projekt skal være færdigt i 2027, men allerede nu får trafikanterne glæde af et delresultat.
“Det er godt nyt for de mange pendlere fra Trekantområdet og de mange lastbiler, der hver dag kører gennem Østjylland på E45. Vi ved, at vejarbejdet har krævet tålmodighed, så vi er glade for, at vi nu kan give trafikanterne lidt bedre plads igen,” siger projektchef i Vejdirektoratet, John Kjærsgaard.
Udbygningen af E45 kommer efter den politiske aftale om Infrastrukturplan 2035, hvor der i 2021 blev afsat mere end 160 milliarder kroner til investeringer i veje, jernbaner og kollektiv transport.
“Danmark skal være et land, hvor der er gode muligheder for at få hverdagen til at hænge sammen – uanset hvor man bor. Og hvor virksomheder nemt kan fragte varer på tværs af land og grænser. Men kø og ventetid er med til at gøre afstandene større, end de i virkeligheden er. Derfor lægger regeringen op til en historisk stor investering på 160 mia. kroner i infrastruktur. Frem mod 2035 vil den binde hele Danmark endnu stærkere sammen og mindske oplevelsen af afstand mellem land og by eller mellem familie og arbejde for danskerne. Samtidig vil planen være med til at lægge fundamentet for den grønne omstilling af transporten,” sagde finansminister Nicolai Wammen i en pressemeddelelse tilbage i 2021.
Den nye strækning åbner med nyt slidlag og en hastighedsgrænse på 130 km/t.
Udbygningen er en del af en samlet udbygning af 38 kilometer motorveje mellem Vejle og Skanderborg.