Stort post-punkband vender tilbage til Danmark med nyt album

Post-punkbandet der springer ud af en af de mest spændende britiske musikbevægelser besøger Danmark med deres første headlinershow i tre år.

Der er noget helt særligt i luften omkring London-bydelen Brixton.

Her ligger pubben The Windmill, der siden slutningen af 10’erne har været epicenteret for en af de mest spændende scener inden for britisk musik.

Bands som black midi, Squid og Black Country, New Road var de tidlige frontløbere for bevægelsen, mens Maruja og The Last Dinner Party senere har bidt sig fast både i hjemlandet og internationalt.

Til næste år kan du opleve en af de helt store grupper fra den såkaldte ‘Windmill Scene’, når de for første gang i tre år spiller på et dansk spillested som headliner.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Pressefoto: Dry Cleaning via smash!bang!pow! 

Lovende første single

Siden marts 2023, hvor post-punkbandet Dry Cleaning senest stod på Store VEGAs scene, har de godt nok både besøgt Roskilde Festival samme år og varmet op for Nick Cave & the Bad Seeds ved to koncerter i Royal Arena i 2024.

Men nu vender de tilbage til netop Store VEGA med et nyt headlinershow bygget op omkring deres kommende album.

Dry Cleanings tredje studiealbum ‘Secret Love’ udkommer den 9. januar 2026, så de danske fans har god tid til at lære sangene at kende inden koncerten den 9. april 2026.

Første single ‘Hit My Head All Day’ viser et band i topform. Forsanger Florence Shaws spoken-word-agtige levering bliver perfekt komplimenteret af bassist Lewis Maynards kantede og let funkede baslinjer.

I baggrunden holder trommeslager Nick Buxton linen stram, mens guitarist Tom Dowse glider ind og ud af tracket med atmosfæriske guitarakkorder.

Det er Dry Cleaning, som vi kender dem, men det er også et nummer, hvor bandet eksperimenterer med et mere atmosfærisk og ekko-ladet lydbillede, og Florence Shaws stemme er en anelse mindre monoton, end den har været på bandets mest kendte numre som ‘Scratchcard Lanyard’ og ‘Strong Feelings’. Hun synger faktisk på det nye nummer – om end det er inden for en bevidst begrænset melodisk rækkevidde.

Det lover godt for det nye album, som bandet tager med til Store VEGA i april, og så kan undertegnede Presse-fotos.dk-skribent skrive under på, at Dry Cleaning generelt bare er et energisk og nærværende live-navn – uanset hvilket album, de turnerer med.

Billetsalget starter fredag den 17. oktober klokken 10.00 via billetlugen.dk.

I april 2026 markerer Tina Dickow 25 år som albumkunstner. Det sker med en enestående jubilæumskoncert i Royal Arena – den eneste danske optræden det år.