Det blev noget af et chok på stranden, da Irene pludselig faldt om midt i dysten i årets Robinson Ekspedition.
Efter dage med sult, hede og alt for lidt salt sagde kroppen fra den krampede voldsomt.
Irene nåede selv at få givet signal til at det gik galt og kort efter, kunne hun hverken bevæge hænder eller ben.
Mens lægerne stormede til, lå hun og så og følte sig fanget i sin egen krop.
Alligevel tænkte hun ikke på sig selv, men kun på holdet, hun følte, hun havde svigtet.
Kampen mod udmattelsen blev et af ekspeditionens mest vanvittige øjeblikke, hvor personer har måtte bukke under, for presset.
Det var ret ubehageligt at gense, og jeg fællede da også en lille tåre. Jeg kan huske at hele min krop krampede, det var ikke kun mine hænder og arme.
– Min krop kan ikke holde på væske. Vi havde kun fået ris et par gange, og det blev ikke lavet med saltvand. Jeg drikker den ene flaske vand efter den anden, og det rendte bare ud af mig, jeg skulle hele tiden tisse, siger Irene til SE og HØR.
For Irene blev det brutale kollaps et vendepunkt.
Irene fik en påmindelse om, hvor langt man kan presse sig selv og hvor stærkt et fællesskab der kan opstå midt i kampen for overlevelse.